MOTOORI

Bilister kører for tæt på hinanden – og det fører til uheld

Gode vinterdæk og en passende afstand til de forankørende kan forhindre sammenstød, siger politiet, der også opfordrer folk til at lade bilen stå, når det sner og blæser voldsomt.

Glatte veje og manglende agtpågivenhed kan føre til sammenstød i trafikken, hvilket er sket et par gange her i foråret, fortæller Grønlands Politi.
Offentliggjort

I 2024 blev der samlet set registreret 842 overtrædelser af færdselsloven i Grønland. Det er et lille fald i forhold til tidligere år. Det fremgår af politiets årsstatistik, som netop er offentliggjort.

Her kan man også læse, at spiritus- og promillekørsel fortsat er den forseelse, som flest overtræder.

 I 2024 blev 150 personer således sigtet for at have kørt bil med for høj alkoholpromille i blodet. Det er lidt færre end tidligere år. I 2023 var tallet 229, mens det i 2022 var på 250 personer. 7 personer blev taget i at køre promillekørsel, der førte til et færdselsuheld med personskade, mens 35 af de alkoholpåvirkede slap ud af et færdselsuheld med kun materielle skader.

I 2024 er der registreret 842 overtrædelser af færdselsloven. Flest forseelser handler om spiritus- og promillekørsel.

Glemmer sikkerhedsselen

Af statistikken kan man samtidig se, at 141 personer blev taget af politiet for at køre bil uden førerret og så var der 84, der var involveret i færdselsuheld med materiel skade. Heldigvis var kun 34 involveret i færdselsuheld med personskade.

Der er dertil stadig alt for mange, der ikke bruger sikkerhedssele i bilen, og som også undlader at spænde deres børn fast i autostole og lignende. 55 blev sigtet for denne forseelse i 2024.

Der er også fortsat en del der benytter mobiltelefon under kørslen. 25 fik en bøde for dette i 2024, hvilket er på niveau med 2023.

Harmonikasammenstød

I de første par måneder af 2025 har der været flere større færdselsuheld, hvilket bekræftes af Grønlands Politi.

– Jeg har gransket den ene sag, som skete starten af marts, hvor der er fire implicerede i sagen. Parterne er blevet sigtet for diverse færdselsovertrædelser bl.a. for manglende agtpågivenhed mv. De materielle skader bliver henvist til deres respektive forsikringer, fortæller Johan Westen fra Nuuk politidistrikt, der ikke har tal på, hvor mange køretøjer, der er kørt ind i hinanden, når der ikke er tale om personskade. For i så tilfælde henvises der til forsikringsselskaberne. 

Man skal køre efter forholdene, og ved kraftigt snefald råder politiet folk til at lade bilen holde, indtil man er sikker på at trafikken er sikker at færdes i

Bilister kører for tæt 

Johan Westen kan dog fortælle, at det mest typiske er glatføreuheld som følge af, at bilister kører for tæt på hinanden. 

– Hændelserne er mest typiske, når kulden kommer snigende og når vi har fået den første sne. Det vi kan råde borgerne til, er at have gode vinterdæk på bilen og holde passende afstand til den forankørende, således man kan standse køretøjet i god tid. Man skal også køre efter forholdende. Det vi ser, når der er kraftigt snefald med meget vind er, at bilisterne har en tendens til at holde sig lige bag det forankørende køretøj, hvor bremselængden bliver for kort, hvorfor man risikerer kollision. Ved kraftigt snefald råder vi derfor folk til at lade bilen holde, indtil man er sikker på at trafikken er sikker at færdes i. 

Pigdæk 

Johan Westen tilføjer, at han ikke ved om årsagen til at folk kører ind i hinanden kan skyldes, at de ikke kører med pigdæk, men det er en mulighed. 

– Pigdæk er gode, når vejene bliver isglatte. Dertil skal man altså huske sikkerhedsselen, og børn skal også have sele på og ikke sidde på skødet af deres forældre m.v., lyder rådet fra Johan Westen.

Artiklen er udgivet i tillægsavisen Motoori. Du kan finde Motoori HER

Powered by Labrador CMS