Sisimiut
Besøgsrekord på Polar Fish-messen
Med 1.762 besøgende var der besøgsrekord på messen i Sisimiut
Fiskeri- og erhvervsmessen Polar Fish 2016, som finder sted hvert andet år i Sisimiut, sluttede søndag med besøgsrekord efter tre messedage.
10 procent
Der er tale om en fremgang på 10 procent i forhold til 2014, og både naalakkersuisoq for fiskeri, Nikolaj Jeremiassen, og Aalborg Kongres & Kultur Center er klar til en ny messe i 2018.
På messen deltog både lokale fiskere fra Sisimiut, og fra Ilulissat og Maniitsoq.
- Det har været positivt at mødes med fisker- og fangerorganisationer samt producenter, og det har været vigtigt at møde borgerne, som har udvist stor interesse i at få rådgivning og vejledning, oplyser Nikolaj Jeremiassen i en pressemeddelelse.
Tilfredse udstillere
Kim Christensen fra AMS med hovedkontor i Maniitsoq er også ganske godt tilfreds med forløbet.
- Vi har haft kæmpe succes og har solgt mange skrogbeskyttere, LED-lamper og har totalt udsolgt af gummibåde, oplyser han.
Tilbagemeldingerne glæder også direktør for kongres- og kulturcentret, Ernst Trillingsgaard.
- Det er glædeligt, at messen har været så godt besøgt og tilmed haft fremgang. Ud fra de betragtninger og de udmeldinger vi i øvrigt har fået fra såvel udstillere og gæster, ligger det nu helt fast, at vi her fra Aalborg Kongres & Kultur Center er klar til at arrangere en messe igen i 2018, fremhæver han.
Fiskeri- og erhvervsmessen Polar Fish afholdes hvert andet år i Sisimiut gennem et samarbejde mellem Qeqqata Kommunia, Arctic Circle Business og Aalborg Kongres & Kultur Center. Det er sjette gang, at kongres- og kulturcentret arrangerer messen.