Behov for et effektivt retsvæsen
For et erhvervsliv og erhvervsudviklingen er det vigtigt, at retsvæsenet fungerer hurtigt og effektivt. Derfor holder retsvæsenet debatmøde om emnet

Retsvæsenet sætter snart fokus på, hvilken betydning retsvæsenets udfordringer har for landets erhvervsliv, og hvordan retsvæsenet kan imødekomme erhvervslivets behov.
- I dag er det desværre sådan, at civile sager ikke bliver afgjort hurtigt nok. 50 procent af alle de sager, som retsvæsenet modtager, er civile sager. De udgør derfor en meget stor del af retsvæsenet sagsmængde, hedder det i et oplæg til debatmødet.
Derfor afholder Retten i Grønland den 27. april et debatmøde med temaet ”retsvæsenets rolle for erhvervsudviklingen” for erhvervsdrivende, politikere og medier og andre interesserede. Mødets fokus vil især være samspillet mellem retsvæsenet og erhvervslivet, og hvad dette betyder for samfundsudviklingen.
Debatmødet finder sted onsdag den 27. april klokken 16.00 til 18.00 i Retssal 1 i retsbygningen, Jens Kreutzmannip aqqutaa 1 i Nuuk.
Retsvæsenets sagsstatistikker og målsætninger kan i øvrigt findes under menupunktet ”Tal og fakta” på domstol.gl.