alkohollov
Barpersonale skal nu på kursusbænken
Personer, der beskæftiger sig med salg eller udskænkning af alkohol, skal nu i gang med at gennemføre et kursus, hvis de vil bevare deres arbejde.
Det er et af kravene i den nye alkohollov, der træder i kraft fra månedskiftet, og kurserne, der kan tages online, er tilgængelige fra den 15. februar, oplyser sundhedsdepartementet.
Trygt natteliv
- Den nye alkohollov medfører blandt andet at personale, der beskæftiger sig med salg eller udskænkning af alkohol, skal gennemføre et kursus i ansvarligt salg eller ansvarlig udskænkning. Dette krav om uddannelse af personalet bunder i Naalakkersuisuts ønske om at styrke forebyggelsen af misbrug af alkohol og i ønsket om at fremme et trygt natteliv, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain i en pressemeddelelse.
Fra den 15. februar vil selve kursus-siden blive tilgængelig, og de tilmeldte brugere vil begynde at modtage links til kurserne.
Ansvar
Det er bevillingshaverens ansvar, at medarbejdere har gennemført det relevante kursus i ansvarlig udskænkning eller ansvarligt salg. I tilfælde af tilsyn skal udskænknings- eller salgsstedet kunne fremvise dokumentation for at medarbejderne har gennemført kurset, fremgår det af departementets pressemeddelelse.