Banknordiks Grønlands-afdeling har succes

Banknordik er indtil videre kommet bedre igennem coronakrisen end forventet, og den grønlandske del af forretningen står for den største vækst i årets første halvår, oplyser banken.

Offentliggjort

Banknordik har i dag fremlagt halvårsregnskab, og resultatet før skat lyder på et overskud på 74 millioner kroner.

Og den grønlandske del af forretningen bidrager i stigende grad til bankens resultat:

- Indtægterne, der stammer fra aktiviteterne i Grønland, er steget med 7 mio. kr. sammenholdt med samme periode i 2019, hvilket bl.a. skyldes en tilgang af nye kunder og en generelt høj aktivitet.

- Således står bankens grønlandske forretning for den største fremgang i årets første seks måneder, skriver banken i en pressemeddelelse.

Mindre påvirket end forventet

Generelt har banken været mindre påvirket af coronakrisen end forventet, og banken har siden april opjusteret forventningerne til 2020 to gange.

- Vores kunder er i overvejende grad kommet godt igennem udfordringerne, og vi er naturligvis parat til at hjælpe, hvis der skulle opstå behov for yderligere støtte i kølvandet på krisen, udtaler Árni Ellefsen, adm. direktør i Banknordik.

Regnskabet for 1. halvår 2020 i hovedtræk:

  • Resultatet før skat udgjorde 74 mio. kr. mod 151 mio. kr. samme periode i 2019
  • Driftsresultatet før nedskrivninger var 93 mio. kr. mod 67 mio. kr. samme periode i 2019
  • Nedskrivninger på udlån udgjorde netto -2 mio. kr. sammenholdt med en tilbageførsel på 72 mio. kr. samme periode i 2019
  • Driftsresultatet var 91 mio. kr. mod 138 mio. kr. samme periode i 2019
  • Bankens udlån var 9,9 mia. kr. mod 10,1 mia. kr. samme periode i 2019
  • Bankens indlån faldt fra 14,2 mia. kr. samme periode i 2019 til 13,1 mia. kr.
  • Solvensen steg fra 19,6% samme periode i 2019 til 24%
  • Ledelsen forventer et nettoresultat i intervallet 80 - 120 mio. kr. (forventningen ved årets start var 100 – 150 mio. kr.)
  • Kilde: Banknordik

Stor usikkerhed

Direktøren oplyser desuden, at selvom det indtil videre er gået bedre end forventet, så er der stadig stor usikkerhed om sundhedskrisens økonomiske konsekvenser for banken:

- Da der stadig hersker stor usikkerhed om de langsigtede økonomiske konsekvenser af sundhedskrisen, har vi afsat yderligere 10 mio. kr. til at dække de eventuelle tab, der måtte følge i kølvandet på krisen, til nu i alt 35 mio. kr.

- Kundeaktiviteten er fortsat høj, og med de gennemførte initiativer samt en solvens på 24% er banken godt rustet til at stå imod eventuelle udfordringer på de markeder, hvor banken har aktiviteter, siger Árni Ellefsen.

Powered by Labrador CMS