Grønlandsbanken
Bankdirektør tilfreds trods tilbagegang
- Vi mærker den negative vækst i Grønland, siger Grønlandsbankens direktør Martin Kviesgaard
Grønlandsbanken opnåede et resultat før skat på 92,5 millioner kroner i de første tre kvartaler i 2013 mod 110,2 millioner kroner i samme periode af rekordåret 2012.
Sådan lyder meldingen fra landets største bank.
Resultatet forrenter primo-egenkapitalen efter udbytte med 15,8 procent p.a.
Resultat før kursreguleringer og nedskrivninger udgør 103,4 millioner kroner mod 106,7 millioner kroner ved udgangen af tredje kvartal 2012.
Trods faldet er bankdirektøren tilfreds:
- Med den svage økonomiske udvikling i landet er vi absolut tilfredse med at kunne holde en robust indtjening og fremfor alt, at vi fortsat har små tab på kunder, også selvom vi hverken vækster på top- eller bundlinje. I det lys er det også væsentligt at huske, at vi havde et rekordhøjt resultat sidste år, og at dette år trods alt tegner til at blive det næstbedste i Grønlandsbankens historie, siger bankdirektør Martin Kviesgaard.
Han oplyser, at udgifterne til at drive banken er svagt stigende, mens både indlån og udlån er faldet.
Nedskrivningerne er de laveste målt på et kvartal de senere år og udgør for året som helhed 0,3 procent af bankens samlede udlån.
Mærker negativ vækst i Grønland
- Vi mærker den negative vækst i Grønland ved et mindre fald i vores udlån, men fortsat ikke ved dårligere betalingsevne hos vores kunder. Kigger vi isoleret på de sidste tre måneder, er udlånet dog stort set uændret. Selvom det er lidt for tidligt at give en nagelfast vurdering, er det en indikator for, at også faldet i samfundsøkonomien tager af, siger Martin Kviesgaard videre i en pressemeddelelse.
Grønlandsbankens solvensprocent er øget til 20,8 procent, uden indregning af periodens resultat, mens det solvensbehovet er opgjort til 10,4 procent og kapitalbufferen er dermed en af de højeste blandt pengeinstitutter.
Forventninger til årsresultat
For året 2013 som helhed fastholder Grønlandsbanken forventningerne om et resultat før kursreguleringer og nedskrivninger i niveauet 125 -145 millioner kroner mod 141 millioner kroner i 2012.