Færøerne
Bankdirektør afviser nye anklager om skattesnyd
De færøske myndigheder har ikke fået alle oplysninger i sagen om et omstridt skattefradrag på 90 millioner kroner
Er det statens selskab Finansiel Stabilitet eller det er Eik Bank, som har ret til et skattefradrag, som er 90 millioner kroner værd?
Jørn Astrup Hansen, tidligere medlem af bestyrelsen i Eik Bank, rettede tidligere på året kritik imod ledelsen i banken og beskyldte den for at skjule oplysninger for TAKS, Færøernes svar på SKAT, og for at afskrive et tab, der allerede var afskrevet i bankepakke 1.
Skjult oplysninger
Mediehuset og Kringvarp Føroya (Færøernes radio og tv) har gravet dokumenter frem, som angiveligt viser, at Eik Bank enten direkte har skjult oplysninger for TAKS eller groft uagtsomt har undladt at give myndighederne de rigtige oplysninger.
Ikke indsigt
Súni Schwartz Jacobsen, direktør i Eik, siger, at medierne ikke har alle dokumenterne i sagen og har derfor ikke den fulde indsigt.
Efter Eiks konkurs i 2010 overtog Finansiel Stabilitet banken. I 2011 købte TF Holding 70 procent af pengeinstituttet. Senere, i 2015, har Eik købt de resterende 30 procent.
Finansiel Stabilitet indskød to milliarder kroner i banken. Men en gennemgang af aktiverne viste, det var nødvendigt at nedskrive aktiverne med en halv milliard kroner.
Hvem har ret til fradraget?
I oktober 2010 stiftede Finansiel Stabilitet et nyt selskab (den nye Eik Bank), som overtog aktiver og passiver hos den gamle Eik Bank. Den gamle Eik Bank ophørte den 8. oktober 2010, og den nye Eik startede 12. oktober 2010.
Siden er der opstået tvivl om, hvem som har ret til skattefradraget på den halve milliard kroner, som banken mistede, da aktiverne blev nedskrevet.
Súni Schwartz Jacobsen, direktør i Eik Bank, har oplyst over for TAKS, at banken tager udgangspunkt i bankens værdi den 30. septemer 2010, da nye Eik, ifølge direktøren i Eik, overtog pengeinstituttet.
Kontaktede TAKS
Dokumenter, som Mediehuset har fået indsigt i fra bestyrelsesmøder, viser, at flere bestyrelesmedlemmer henvendte sig til TAKS om sagen. Årsagen var, at TF Holding havde fået et notat fra Finansiel Stabilitet og bankens revisor i samråd med danske myndigheder, som sagde, at ifølge lovgivningen kan man ikke lave et skattefradrag i den nye bank, som stammer fra det gamle pengeinstitut.
Dokumenterne viser også, at Súni Schwartz Jacobsen og økonomilederen for Eik Bank, Ole Guldborg Nielsen, kun spurgte TAKS om, hvordan pengene skal afskrives. I brevet til TAKS den 24. juni 2013 bliver det ikke nævnt, at bestyrelsen er i tvivl om, hvorvidt tabet overhovedet kan nedskrives.
TAKS gav grønt lys
Sagen kom frem i februar i år, og her blev det bekræftet, at TAKS har givet Eik samtykke til at nedskrive de 500 millioner kroner som såkaldt skattepligtigt goodwill, det vil sige en afskrivning over en periode på 10 år. Afskrivningen repræsenterer en værdi på 90 millioner kroner.
Trak sig
Jørn Astrup Hansen trak sig ud af bestyrelsen, fordi han ikke ville underskrive regnskabet for 2015. Den eksterne revisor, KPMG, afviste også at godkende fradraget, står der i dokumenterne, som medierne har fået fat i.
Afviser uenighed
Eik har bedt TAKS om at kigge på sagen igen. Súni Schwartz Jacobsen siger til færøsk tv, at bestyrelsen er blevet orienteret om sagen igennem hele forløbet og er enige med ledelsen i, at man kan trække tabet fra i skat. Han afviser også, at revisoren er uenig i, at man kan foretage en afskrivning som skattepligtig goodwill.
- Men revisoren er uenig i, hvordan skattepligtig goodwill skal kapitaliseres. Han mener ikke, at man kan afskrive 90 millioner kroner, men et mindre beløb, siger Súni Schwartz Jacobsen dog uden at komme nærmere ind på, hvor stort beløbet skal være.
Læs: Eik Bank i betændt skattesag