Bankansatte kræver mere i løn
Onsdag den 4. februar tog Finansforbundet og Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, hul på forhandlingerne om en ny overenskomst for de ansatte i Grønlandsbanken.

Det mest centrale punkt for de ansatte er højere løn. Og parterne er enige om, at lønstigninger og størrelsen på den samlede lønramme er det centrale omdrejningspunkt for forhandlingerne. Det skriver Finansforbundets nyhedsbrev Finans.
- Der er ingen tvivl om, at økonomien og lønstigningerne er det store spørgsmål. Vores primære krav er at få skabt en lønstigning, der matcher den prisudvikling, der er i samfundet, understreger Finansforbundets næstformand, Kent Petersen, over for Nyhedsbrevet Finans.
Han udgør sammen med forhandlingskoordinator Svend Kronborg og formanden og næstformanden for personaleforeningen i Grønlandsbanken, Allan Damsgaard og Jacobine Poulsen, Finansforbundets forhandlingsdelegation.
I løbet af det seneste år har samfundet oplevet en høj inflation, blandt andet på grund af betydelige stigninger i priserne på fødevarer og stigninger i afgifterne på vin, tobak og øl.
De ansatte ønsker desuden en betalt feriefrirejse til deres hjemby hvert andet år mod i dag hvert femte år.
Parterne genoptager forhandlingerne 3. og 4. marts i Nuuk.