Bank overgår forventning i halvårsregnskab
Bankivik fik et overskud på 23 mio. kr. før skat i den grønlandske del af forretningen i første halvår. Det er mere end forventet, siger direktør.
Den færøske bank, der tidligere hed Banknordik, har skiftet navn til Bankivik.
Foto: Bankivik
Bankivik, der er en del af færøske Føroya Banki, melder om et stærkt halvårsregnskab.
Administrerende direktør Turið F. Arge siger i en pressemeddelelse, at udviklingen i årets første halvår var bedre end oprindelig forventet, og den grønlandske del af forretningen bidrog med 23 mio. kr. før skat:
- Kundeaktiviteten steg i årets første seks måneder, hvilket kom til udtryk i en vækst i realkreditudlån og indlån sammenlignet med samme periode sidste år, udtaler direktøren og fortsætter:
- Vi er glade for at se, at vores kunder i overvejende grad har en robust økonomi og er i stand til at overholde deres låneforpligtelser, hvorfor vi heller ikke konstaterede nævneværdige økonomiske tab i perioden, siger Turið F. Arge.
Banken oplyser, at renteniveauet har været faldende i første halvår, men at der fortsat er interesse for at placere penge i banken. I første halvår steg bankens samlede indlån i Grønland således med 15 procent i forhold til samme periode sidste år.
Det samlede resultat i første halvår for Føroya Banki landede på 190 mio. kr. før skat.
Banken forventer, at koncernens resultat for 2025 efter skat vil ligge mellem 235 og 265 mio. kr.