Bæredygtig fisk i danske supermarkeder

Antallet af MSC-mærkede fisk vokser voldsomt disse måneder, skriver Politiken

Offentliggjort

Antallet af produkter, der har fået det såkaldte MSC-mærke med en blå stiliseret fisk og ordene ’Marine Stewardship Council’, er vokset voldsomt i år. Miljømærket gives til produkter, hvor fiskene eller skaldyrene stammer fra bæredygtige bestande og er fanget på en forsvarlig måde, der ikke ødelægger økosystemer eller går for meget ud over andre arter, skriver Politiken.

- Det er blevet meget nemmere at finde bæredygtige produkter i butikkerne. Der er langtfra nok, og det er noget møg, at supermarkederne og branchen ikke får promoveret det mere, siger Christoph Mathiesen fra Verdensnaturfonden WWF, der i 1997 søsatte MSC-mærket, til Politiken.

De ikke-mærkede fisk fylder dog stadig langt størstedelen af supermarkedernes hylder, viser et butikstjek, Politiken foretog i uge 11.

Man skal ofte kigge godt efter for at finde de bæredygtige versioner. Føtex på Vesterbrogade i København solgte f.eks. ti forskellige typer af ferske rejer, hvoraf kun én lille 90-grams pakning var MSC-mærket. Deres frysediske indeholdt otte typer frosne rejer i pose, hvoraf kun én type – fra Canada – var MSC-mærket, oplyser Politiken.

Netto og Fakta havde begge kun 2-3 MSC-produkter ud af et relativt lille udbud af fiskeprodukter. Bedst var Irma, der ud over paletten af bæredygtigt fangede fisk også kunne tilbyde enkelte økologisk opdrættede fiskeprodukter.

Samt discountkæden Lidl, der som det eneste supermarked fremhævede sine MSC-varer med skiltning.

2012 ventes at blive det store år

Udbuddet er stadig lille, men det er kraftigt voksende, vurderer Politiken.

- Vores mål er, at vi i udgangen af 2012 kun vil have bæredygtige fisk. Lige så langsomt sniger der sig flere og flere MSC-mærkede fisk ind i sortimentet. Men det er en lang, sej plan, der handler om at få fundet produkterne og få samarbejdet med leverandørerne, siger Søren Bo Christensen, indkøbschef i Dansk Supermarked, til Politiken.

Han erkender i følge avisen, at de MSC-mærkede produkter endnu ikke fylder særlig meget i det samlede udbud af fiskevarer.

- Men det kommer i takt med, at fiskerierne bliver certificerede. For fire år siden troede leverandørerne, at vi ikke var rigtig kloge og helt ude i hampen. Nu har jeg lige holdt møde med producenten Royal Greenland, som siger, at der er rigtig meget på vej. Udbuddet bliver større måned for måned i øjeblikket, siger Søren Bo Christensen til Politiken.

Så snart der er tilstrækkeligt mange varenumre – måske allerede i foråret – vil Dansk Supermarked begynde at lave kampagner for MSC-fisk.

- Mange kender slet ikke MSC, og efterspørgslen fra kunderne er meget lille, siger han til Politiken.

En ny undersøgelse fra FDB Analyse bekræfter det billede. Kun 9 procent af danskerne genkender det blå MSC-mærke. Det er et langt lavere niveau end for andre miljømærker.

Bæredygtigt fiskeri

MSC-mærket gives til fiskerier – altså fiskeri i et givent område med en given fangstmetode – der er certificerede af organisationen Marine Stewardship Council. Det gives ikke til opdrættede fisk som f.eks. norsk laks eller vietnamesisk pangasius.

Marine Stewardship Council blev lanceret af Verdensnaturfonden i samarbejde med fødevareproducenten Unilever, men har siden 1999 været en uafhængig institution. I begyndelsen levede MSC et stille liv, men i de sidste par år er interessen for at få sit fiskeri certificeret eksploderet til et punkt, hvor der ligefrem er konkurrence mellem landene, fremgår det af Politiken.

I slutningen af 2010 var 97 fiskerier i verden blevet godkendt som bæredygtige, og 132 fiskerier er under vurdering. Danske fiskere er også godt med, og omkring halvdelen af de fisk, danske skibe lander, er fra bæredygtigt fiskeri. F.eks. langt størstedelen af silden, oplyser Politiken.

Men miljøorganisationerne er ikke enige om MSC’s værdi.

Greenpeace mener, at MSC godkender for mange fiskerier, der slet ikke er bæredygtige, og at det er vildledende at kalde bundtrawl og muslingeskrab, hvor havbunden pløjes op, for bæredygtigt. Det eneste gode ifølge Greenpeace er, at der for første gang stilles krav om sporbarhed – nu kan man finde ud af, præcis hvor en fisk stammer fra, og hvordan den er fanget.

WWF Verdensnaturfonden ser derimod MSC som en god måde at presse fiskerier verden over til at blive bedre.

- Nu er det pludselig fiskerne, der skal bevise, at det, de laver, er i orden, hvor det før var myndighederne eller miljøorganisationerne, der jagede dem. Bevisbyrden er vendt, og det gør en kæmpe forskel, siger Christoph Mathiesen fra WWF til Politiken.

Tilbage i de danske supermarkeder er der stadig tydelige mangler, når man går rundt med indkøbskurven. Det er svært at finde frosne MSC-rejer, fordi det indtil videre kun er canadiske rejefiskerier, der er certificerede, skriver Politiken.

Powered by Labrador CMS