råstoffer
Atassut ønsker True North Gems tillykke
- God arbejdslyst, lyder det fra Atassut, som ønsker True North Gems tillykke med udnyttelsestilladelsen af rubiner ved Qeqertarsuatsiaat
Meddelelsen om, at selskabet True North Gems har fået tilladelse til at udnytte rubinerne ved Qeqertarsuatsiaat, modtages med glæde hos Atassut.
- Vi er godt tilfredse med, at True North Gems har fået sin tilladelse, og det glæder os, at selskabet agter at benytte sig optimalt af grønlandsk arbejdskraft, dels under anlægsfasen og dels under driftsfasen, lyder det fra formand for Atassut, Gerhardt Petersen.
Læs: True North Gems får udnyttelsestilladelse
Han er også svært tilfreds med, at der i tilladelsen er klar aftale mellem parterne, Grønlands Selvstyre og selskabet, om, hvordan betalingen til landskassen ud over de ansattes skattebetalinger skal fordeles.
I lykønskningen benytter Gerhard Petersen sig af at komme med en opfordring til sine landsmænd:
- Vi er alle vidende om, at vort land gemmer på ædelsten og andre mineraler ud over de rubiner, der findes ved Qeqertarsuatsiaat med henvisning de mange muligheder, der eksisterer og med hensyn til fremtidige aktiviteter er det vort store håb, at langt størsteparten af ædelstensaktiviteterne bliver varetaget af hjemmehørende medborgere. Dette vil som minimum sikre, at udnyttelsen af ressourcerne kommer vort land og borgere til størst mulig gavn, siger Gerhardt Petersen.