Århundredets erhvervsleder er død
I 1980'erne og 1990'erne var Jack Welch topchef for industrigiganten General Electric og en beundret leder, der formåede at få GE til at vækste i værdi fra 12 til 410 milliarder dollars.
Jack Welch, som i 1980'erne og 1990'erne gjorde General Electric til den mest værdifulde børsnoterede virksomhed i USA, er død, 84 år. Det rapporterer CNBC.
Welch, der blev kendt som "Neutron Jack" efter at have nedlagt tusindvis af job, købte og solgte et stort antal virksomheder. Han udviklede og ekspanderede industrigiganten General Electric (GE) til også at være en finanstjeneste og en konsulentvirksomhed.
Under hans ledelse steg General Electrics markedsværdi fra 12 milliarder dollar (81 milliarder kroner) til 410 milliarder dollar (2756 milliarder kroner).
Men satsningerne på at udvikle General Electrics finanstjeneste bragte det store foretagende tæt på en opløsning under den globale finanskrise for godt et årti siden.
Welch blev i april 1981 indsat som administrerende direktør for den amerikanske gigant efter Reginald Jones. Han sad på topposten frem til sin pension i september 2001, hvor han blev afløst af Jeff Immelt.
Welch udviklede og ekspanderede GE ved at strømline operationer og opkøbe andre virksomheder, som blev udviklet til at være førende på deres område, når de blev lagt under den gigantiske paraplyorganisation.
Det betød, at selskabet var i stand til at ekspandere stort i 20 år - fra 1981 to 2001.
Welch blev født i 1935 og var uddannet som kemiingeniør fra Massachusetts Universitet i 1957. Han færdiggjorde en ph.d. fra University of Illinois i 1960.
Han blev kort efter ansat i GE som kemiingeniør. Han blev selskabets yngste vicedirektør i 1972, og han blev vicebestyrelsesformand i 1979.
I 1999 kårede det amerikanske magasin Fortune ham til "Århundredets erhvervsleder", og The Financial Times har udnævnt Welch til at være blandt de tre mest beundrede erhvervsledere i verden.