Apple overrasker med fremgang trods svigtende iPhone-salg

Salget af iPhones falder på grund af stigende konkurrence fra andre producenter, siger selskabet.

Offentliggjort

Den amerikanske smartphoneproducent Apple kan notere sig en fremgang i omsætningen for selskabets tredje kvartal.

Det skriver Ritzau Finans og nyhedsbureauet AP på baggrund af selskabets netop offentliggjorte regnskab.

Omsætningen landede på 53,81 milliarder dollar - en stigning på én procent i forhold til samme periode sidste år. Denne stigning kommer på trods af et vigende salg af selskabets flagskibsprodukt, iPhone.

Samtidig overrasker Apple med en højere forventning til omsætningen for fjerde kvartal end ventet.

Det fik da også hurtigt markedet til at kvittere med en aktiestigning på lige godt fire procent.

Men tallene for tredje kvartal dækker altså over et par skuffelser. Omsætningen fra iPhone faldt med 13 procent på årsbasis, mens det de foregående år i 2018 og 2017 steg med henholdsvis 20 og 12 procent.

Og resultatet er, at salget af iPhones for første gang siden 2012 igen udgør under halvdelen af Apples samlede toplinje.

Selskabet mener selv, at udviklingen er et resultat af den intensiverede konkurrence på området for smartphones, ligesom Apples seneste iPhone-modeller oplevede en lunken modtagelse i markedet.

Det til trods er Apples topchef dog ganske tilfreds.

- Dette var vores største junikvartal nogensinde - drevet af en alletiders rekordomsætning fra services, accelererende vækst inden for wearables, en stærk præstation fra iPad og Mac-computere og betydeligt forbedrede tendenser inden for iPhone, udtaler Cook i regnskabet.

- Disse resultater er lovende på tværs af alle geografiske segmenter, og vi er optimistiske omkring, hvad der ligger forude.

Lige godt er det dog ikke gået på alle geografiske markeder, da omsætningen er faldet i både Kina og i Europa.

I Kina faldt Apples salg 4,1 procent på årsbasis. På det europæiske marked faldt salget til 11,93 milliarder dollar mod 12,14 milliarder dollar.

Powered by Labrador CMS