Appel: Erhvervslivet bør tage medansvar
Naalakkersuisut og Inatsisartut pumper penge ud til befolkningen, men kommer de mange penge mellem borgernes hænder? Har afgiftsnedsættelser nogen effekt? Naalakkersuisoq for finanser, Erik Jensen (S) lægger ikke skjul på, at han er bekymret for, at mange af pengene kun når til butikkerne, da det er op til butikkerne at reagere på prisnedsættende tiltag, især igennem afgiftsnedsættelser.
Det er ikke ligetil at yde hjælp fra landskassen til borgerne, især hvis det er hjælp, der ikke er indarbejdet i finansloven i forvejen.
Der er lovgivning, der skal overholdes og til det hører en meget grundig forberedende administrativ arbejde samt politisk behandling både hos Naalakkersuisut og hos Inatsisartut, som typisk er finansudvalget.
- Vi arbejder målrettet for at lette borgerne i deres økonomiske udfordringer. Et af instrumenterne er afgiftsnedsættelser, men vi er ikke herre over hvordan især dagligvarebutikkerne reagerer, og det eneste vi kan fra politisk hold er at appellere til at erhvervslivet og især detailhandelen også sørger for at tage medansvar, siger Naalakkersuisoq for finanser, Erik Jensen (S).
Erik Jensen understreger at han ikke har til hensigt at fremkomme med beskyldninger, men at han efterlyser medansvar i form af fair og retfærdig reaktion fra udbydere af de varer der bliver nedsat eller fjernet afgifter på, i forbindelse med prisnedsættende tiltag.
Det ene tiltag efter det andet - men priserne er stadig skyhøje
Erik Jensen nævner som eksempel nedsættelser på kødafgifterne. Det skulle gerne betyde, at priserne på kød og kødprodukter bliver billigere, men de koster ca. det samme som før afgiftsfjernelsen og endda i flere tilfælde mere.
Ligeledes nævner han som eksempel at nedsættelse af fragtpriserne på 30 millioner kroner i september 2022 ikke har ført til mærkbare prisnedsættelser i detailhandelen.
Nu er der nye afgiftslettelser på det politiske bord, denne gang fjernelse af sukkerafgiften. Men hvordan kan det være at afgiftsnedsættende tiltag bliver brugt gang på gang, når priserne ikke bliver nedsat i butikkerne?
- Vi søger løsninger der kommer tættest på borgerne, og som borgerne gerne skal kunne mærke. Der er de prisnedsættende tiltag tættest på, for borgerne handler ind til daglig brug, men jeg er bekymret for at borgerne mærker det i meget begrænset omfang. Derfor må vi revidere, hvordan vi fremover kan komme borgerne i møde, når der er behov for ekstraordinære tiltag, siger Naalakkersuisoq for finanser, Erik Jensen (S) til Sermitsiaq.AG.
Undersøgelse igangsættes på de selvstyreejede selskabers priser
I erkendelse af at Naalakkersuisut har svært ved at måle på, hvor meget afgiftsnedsættelserne betyder for løft af borgernes økonomi og i erkendelse af at man fra politisk hold ikke kan styre det private marked, fortæller Erik Jensen at der nu igangsættes undersøgelse af det offentligt ejede selskabers prissætninger:
- Vi får nu igangsat undersøgelse af hvor meget de offentligt ejede selskaber, der på vegne af det offentlige driver forretning, eksempelvis Pilersuisoq. Er der noget vi kan gøre der for at borgerne kan opleve økonomisk løft, i det mindste igennem de offentlige selskaber? Det skal vi nu have udredt, men jeg appelerer til det private erhvervsliv at tage medansvar, især når der er prisnedsættende tiltag, siger Naalakkersuisoq for finanser, Erik Jensen til Sermitsiaq.AG