rod i regningerne
Alle venter på regningen fra Tele
Siden juli måned har Tele-Posts kunder ikke fået tilsendt opkrævninger. Direktøren lover bod og bedring
Måske har du undret dig over, at du har fået mere rum i din privatøkonomi henover sommeren?
Det kan hænge sammen med, at Tele-Post siden juli ikke har sendt nogen rudekuverter ud til kunderne. Det skyldes blandt andet et nyt kundesystem, som har været svært at indføre i den store virksomhed.
Betalingsfrist forlænget
Tele-Post's fungerende direktør, Søren Lennert Mortensen, lover, at regningerne bliver sendt ud i disse dage.
Får det nogen konsekvenser med hensyn til opkrævning af beløb?
- Vi har naturligvis forlænget betalingstiden, så regningerne for juli måned først skal betales den 1. oktober, siger direktøren til Sermitsiaq.AG.
Har I nogen tidshorisont på, hvor længe I er ramt af disse problemer?
- Vi forventer, at næste regning kommer til at køre helt normalt fra næste uge.
Hvad skal de kunder gøre, som ikke har fået lagt penge til side til at betale den ekstra høje regning nu?
- Vi kan kun opfordre vores kunder til at reservere penge til deres telefonregning, når de får udbetalt løn. Hvis de venter med at betale den forsinkede regning til næste månedsskift, skal de være opmærksom på, at de på det tidspunkt skal betale to regninger, svarer Søren Lennert Mortensen.
Det nye kundesystem i Tele-Post er den største investering i virksomheden siden søkablet, der kostede over 700 millioner kroner. Kundesystemet har kostet omkring 50 millioner kroner.
Læs også:
Ny direktør i Tele-Post straks i den varme stol
Nyt IT-system skal styrke kundeservicen i Tele-Post