samarbejde
Aleqa: EU er en vigtig partner for Grønland
EU bidrager årligt med 300 millioner kroner til landskassen. - Det er en vigtig partner for Grønland. Sagt af formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond til Magasinet Europa
Magasinet Europa har Grønland som tema, og i den forbindelse skriver Aleqa Hammond, formand for Naalakkersuisut fra Siumut, en kommentar til det politisk uafhængige online-magasin.
Hun kommer blandt andet ind på Grønlands forhold til det tidligere EF, nu EU, og om vigtigheden i, at det fortsat er landene og befolkningerne i Arktis, som sætter dagsordenen i samarbejdet.
- Kun på denne måde kan det sikres, at interessen for Arktis kommer Grønland og Arktis til gode. Med den stigende interesse er det særlig vigtigt, at vi koordinerer vores indsats med Danmark udadtil. Derfor har vi i rigsfællesskabet en fælles Arktisk Strategi, der er gældende fra 2011 til 2020, skriver Aleqa Hammond, der understreger, at Grønland skal forhandle på egne vegne:
- Den internationale bevågenhed og den stigende betydning af de beslutninger, som træffes internationalt, gør imidlertid også, at vi - især inden for de områder, hvor vi har den fulde kompetence - skal forhandle på egne vegne i mange flere sammenhænge, end det har været tilfældet tidligere, siger Aleqa Hammond, der også fortæller, at EU er en vigtig partner for selvstyret:
- EU er en strategisk vigtig partner for selvstyret. Med et samlet årligt bidrag til landskassen på over 300 millioner kroner er EU en meget betydelig økonomisk samarbejdspartner for Grønland - både inden for fiskeriet, inden for uddannelsesområdet og inden for sikring af den grønlandske fiskerieksport. Samt det globalt spændende samarbejde via OLT-associeringen med EU.
Læs hele kommentaren 'En stærk grønlandsk stemme' her