AK vinder sag mod kommune: Medlem får kvart million kroner
Fagforeningen AK har ved Retten i Grønland vundet en sag for et medlem, som har fået tilkendt, hvad der svarer til otte måneders løn. Medlemmet kunne ikke honorere kravene i stillingsopslaget til sin egen stilling.
12 års konstituering skal ses som en fastansættelse. Det har Retten i Grønland slået fast.
Når en medarbedjer der har været konstitueret i en stilling i 12 år, kan kommunen altså ikke bare "nedgradere" ham til et tidligere job.
- Tilbageførelse til tidligere stilling efter 12 års konstituering skal derfor sidestilles med en afskedigelse, er konklussionen i Retten i Grønland.
Rettens afgørelse i sagen udløser derfor løn og godtgørelse på 250.000 kroner til AK’s medlem, og det er formanden for fagforeningen rigtigt godt tilfreds med.
- Vi er selvfølgelig meget glade for Rettens afgørelse. Flere års konstituering og sagens øvrige omstændigheder gjorde, at vi vurderede at der var tale om en afskedigelse af en fastansat. Man kan jo ikke være konstitueret i 12 år, og det var Retten enig i, siger Atorfillit Kattuffiats formand, Dina Olsen om sagen.
12 år som konstitueret fritidsinspektør
AK's medlem var overassistent, da han i 2007 blev konstitueret fritidsinspektør i Qeqqata Kommunia.
Efter næsten 12 år som konstitueret fritidsinspektør blev medlemmet informeret af sin arbejdsgiver om, at stillingen ville blive slået op, og at medlemmet skulle tilbage til sin gamle stilling som overassistent, såfremt man fandt en ny fritidsinspektør.
AKs medlem var dog af den opfattelse, at han var fastansat som fritidsinspektør, eftersom han havde bestridt stillingen i så mange år. Han tog derfor kontakt til sin fagforening, Atorfillit Kattuffiat, for at få vurderet sin sag.
Man kan ikke være konstitueret i 12 år
Atorfillit Kattuffiat vurdererede den konkrete sag og mente, at der var grund til at kigge nærmere på omstændighederne.
- Dét, at vores medlem var konstitueret i så mange år, kan kun betyde, at han var egnet til jobbet, og arbejdsgiver kunne derfor have forfremmet vores medlem fra overassistent til fritidsinspektør, mener formand Dina Olsen.
Men i stedet for at forfremme medlemmet så valgte kommunen, at slå stillingen op. I stillingsopalsaget var der krav om en bestemt uddannelsesbaggrund, som AK’s medlem ikke havde. Derfor var han af den opfattelse, at han ikke kunne komme i betragtning, hvis han søgte stillingen.
- Vi mente derfor, at der var tale om en afskedigelse efter arbejdsgivers egen vurdering, som ikke havde noget med medlemmets person eller professionelle indsats at gøre, slår formanden fast. Og retten I Grønland var altså enig.
Sagen har varet flere år
Atorfillit Kattuffiat besluttede derfor at hive Qeqqata Kommunia i Retten, med påstand om at medlemmet skulle have været opsagt efter funktionærloven, med et varsel på fire måneders samt en godtgørelse svarende til fire måneders løn, hvilket i alt svarer til otte måneders løn.
Sagen blev indbragt i Retten i september 2020, og afgørelsen faldt den 11. februar 2022 til fordel for medlemmet.
AKs medlem har ønsket at være anonym.