Air Iceland åbner ny rute til Ilulissat i 2009

Det islandske flyselskab Air Iceland åbner næste år en ny rute fra Islands internationale lufthavn Keflavik til Ilulissat.

Offentliggjort

Det fortalte direktør Árni Gunnarsson til greenland.com i forbindelse med fagrejsemessen Vestnorden Travel Mart, som åbnede mandag i Reykjavik.

Samtidig meddelte Air Iceland, at selskabet forøger antallet af afgange mellem Keflavik og Nuuk med én ekstra afgang om ugen, således at Air Iceland til næste sommer nu ankommer hele fire gange om ugen.

- Vi oplever en stor efterspørgsel, når det gælder Grønland, og for os var det derfor logisk også at beflyve Ilulissat, der som bekendt rummer en masse attraktioner for turister og andre rejsende, forklarer Árni Gunnarsson til greenland.com

- Air Iceland dækker nu alle centrale regioner i Grønland med vores fem destinationer og man kan sige, at det er et naturligt skridt også at flyve til Ilulissat, fordi belægningsprocenterne på de øvrige grønlandske ruter har været meget tilfredsstillende for os, slutter Árni Gunnarsson.

Air Iceland har i 2008 bl.a. haft stort set udsolgt på ruten til Nuuk og har oplevet en 20-25 procents stigning på sædebelægningen på Narsarsuaq-ruten i forhold til sidste år.

Udover Ilulissat flyver Air Iceland også til Nerlerit Inaat/Konstabel Pynt, Kulusuk, Narsarsuaq og Nuuk.

Ruten til Ilulissat beflyves med et af selskabets Dash 8-fly fra 1. juli til 2. september på onsdage og lørdage.

Powered by Labrador CMS