Air Greenland vinder SAR-kontrakt
En delkontrakt i forbindelse med SAR-udbuddet er vundet af Air Greenland.
Kontrakten, som det nationale flyselskab har vundet, gælder for 2019 og 2020.
- Det er en rigtig glædelig nyhed. I 2019 og 2020 vil SAR-beredskabet opereres som i dag. Det er et arktisk SAR-beredskab af høj kvalitet, som er udviklet til Grønland baseret på årelang erfaring. Der skal derfor gå et stort skulderklap til vores piloter, hoist-operatører og mekanikere, som dagligt sikrer kvaliteten af SAR-operationen, udtaler administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen i en pressemeddelelse.
SAR-operationen i dag omfatter en S61 helikopter stationeret i Kangerlussuaq og en Bell 212 stationeret i Qaqortoq. Til operationen har Air Greenland dedikeret piloter, mekanikere og hoist-operatører.
- Som selskab er det er et rigtig vigtigt forretningsområde for os. Vores medarbejdere i SAR-operationen er specialiseret til opgaven, og at vinde kontrakten betyder, at vi nu kan fastholde dem og fortsat udvikle forretningsområdet, oplyser Jacob Nitter Sørensen.