Air Greenland skærer ned på åbningstider
Nu skal du ringe inden 14.00 for at nå Air Greenlands kundeservice, og søndag vil der være lukket. Et hårdt arbejdspres er gået ud over trivslen i callcenteret, forklarer Air Greenland.
Foto: Oscar Scott Carl
Air Greenlands kundeservice får nu indskrænket sine åbningstider. Callcenteret har fremover åbent 8-14 på hverdage, 10-14 om lørdagen, og søndag er der lukket.
De nye åbningstider vil være gældende i en periode, skriver Air Greenland. Begrundelsen er det store pres på personalet i en kompliceret tid for lufttrafik i Grønland.
– De mange henvendelser har i en længere periode sat vores dygtige medarbejdere i Call Centeret under et stort arbejdspres. Presset er begyndt at påvirke trivslen, og det er noget vi meget tager alvorligt. Vi er skal passe på vores kolleger, for vi ved også, at god trivsel er en forudsætning for at kunne yde den service, vi ønsker at give jer, skriver Air Greenland.
Der er tale om en nedskæring på fire timer pr. hverdag, tre timer om lørdagen og syv timer om søndagen. Dermed bliver den ugentlige åbningstid i callcenteret altså 30 timer mindre. Det fremgår ikke, hvor længe de nye åbningstider skal gælde.
Se hele opslaget fra Air Greenland på Facebook herunder.