Air Greenland sælger flybilletter til Qaqortoq
Vi venter stadig på at få bekræftet den officielle åbningsdag, men Air Greenland er begyndt at sælge billetter til Sydgrønlands nye lufthavn fra april.
Qaqortoq får snart gavn af 1.500 meter ny landingsbane.
Foto: Nina-Vivi Møller Andersen
Den næste af Grønlands nye lufthavne er hastigt på vej, og Air Greenland er begyndt at sælge de første flybilletter til den kommende lufthavn i Qaqortoq.
I bookingsystemet starter de direkte flyvninger mellem Nuuk og Qaqortoq 16. april 2026.
Det flugter med, at de sidste fly til og fra Narsarsuaq afgår 15. april. Den gamle flyveplads skal nedgraderes til en heliport efter åbningen i Qaqortoq.
Der er endnu ikke udmeldt en officiel åbningsdato fra Greenland Airports’ side. Greenland Airports har længe arbejdet med en konkret dag for øje, men ønsker fortsat ikke at bekræfte den præcise dato.
I en nylig Facebook-opdatering om fremskridtene i Qaqortoq skriver Greenland Airports, at man regner med at åbne i andet kvartal 2026. Det vil sige i tidsrummet fra april til juni.
Her fremgår det i øvrigt, at der er lagt nye striber i den kommende lufthavn.