Air Greenland erkender Bell 212-problemer
Det nationale flyselskab erkender, at indsættelsen af Bell 212’eren i Sydgrønland indtil videre har voldt problemer
Sermitsiaq.AG har skrevet om den forringede flytrafik i Sydgrønland, efter at helikoptertypen Bell 212 har taget over efter udfasningen af helikoptertypen S-61. Fra og med det nye år har to Bell 212’ere derfor fløjet passagerer til og fra Qaqortoq.
Der er nu gået over to dage med den nye struktur, der indtil videre har ført til aflysninger og forsinkelser til stor frustration for mange.
- Vi kunne godt have ønsket os en bedre start på det nye år. Der opstod et teknisk problem med en olietryks-indikator på en af helikopterne, og det har givet en række forsinkelser og aflysninger af flyvninger internt i regionen. Dette betød, at der torsdag blev aflyst 17 ruteflyvninger og 9 bygdeflyvninger, forklarer operationschef Niels C. Frederiksen fra Air Greenland.
Læs "Helikopter-frustration: Alle vasker hænder"
Læs "Elendig trafiksituation i Sydgrønland"
Flere end 60 passagerer ramt
Aflysningerne medførte, at omkring 30 passagerer ikke kom med deres videre forbindelse fra Narsarsuaq til Nuuk, og at omkring 35 passagerer fra Kangerlussuaq til Narsarsuaq ikke kom videre ud til deres endelige destination i Sydgrønland torsdag.
Air Greenland gør, hvad de kan for at afhjælpe problemet og har i dag fredag sendt udstyr til Narsarsuaq, som forhåbentlig kan afhjælpe det tekniske problem, så begge helikoptere kan flyve fuldt program igen fra denne eftermiddag. Desuden har de indsat en ekstra flyvning med Dash-7 i morgen lørdag for at sørge for, at alle de sidste passagerer når deres destination på søndag.
Problemer kan ikke undgås
- Man kan desværre nok ikke helt undgå visse indkøringsproblemer, når ruter lægges om til andre flytyper, og det har vi heller ikke kunnet denne gang. Vi har ikke lagt skjul på, at der gælder lidt andre vejr-minima for Bell 212 i forhold til S-61’eren, men marginalerne har heller ikke været med os de første dage. Vi kæmper i operationsafdelingen og lokalt på vore stationer i Sydgrønland for at mindske generne for passagererne, og vi håber som sagt på at være fuldt funktionsdygtige igen fra i eftermiddag, siger Niels C. Frederiksen til Sermitsiaq.AG.
S-61’eren er for dyr
Air Greenland ønsker ikke at kommentere, hvis skyld det er, at tingene kører, som de gør nu. Flyselskabet forklarer, at økonomien i servicekontrakterne ikke er blevet reguleret siden 2005, hvilket har medført, at Air Greenland økonomisk har en ringere værdi i dag end tidligere. Med andre ord er det det samme beløb, der er afsat årligt til de nuværende servicekontrakter, som det har været de sidste syv år.
Dermed er der - ifølge flyselskabet - ikke råd til de samme ydelser som tidligere. S-61’eren er blevet for dyr at flyve med i forhold til den økonomi, der er i kontrakten, hvilket ikke kun skyldes tilskuddet, men også den faldende efterspørgsel i området.
- Med Bell 212-løsningen kan vi uden problemer løfte de trafikmængder, som der er, men vi har aldrig lagt skjul på, at der er forskel på at flyve med S-61 og Bell 212, hvilket vi også har været åbne om i forbindelse med forhandlingerne om aftalen for 2013-2014. Det er desuden værd at huske på, at der også er en række fordele ved skiftet til Bell 212, såsom flere afgange og kortere rejsetider, lyder det fra Air Greenland.