AGF-konkurs: Asii vil have langsigtet løsning
Der er fuld opbakning fra borgmester Asii Chemnitz Narup til Naalakkersuisut oven på Arctic Green Foods konkurs
- Som en reaktion på Arctic Green Foods konkurs og udmeldingen fra fungerende medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit, om, at hendes departement er gået i gang med at sikre indhandling i de bosteder, som AGF drev indhandling i, kan jeg som borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq kun støtte dette arbejde.
Sådan siger Asii Chemnitz Narup, IA-borgmester.
- Det er vigtigt for mig at fremhæve, at en servicekontrakt forpligter. Indhandlingen i Ittoqqortoormiit har ligget stille siden 2008, og det har været og er uholdbart. Ikke bare for byen, men så sandelig også for den enkelte indhandler. Det er derfor vigtigt, at der sikres en varig og langsigtet løsning for indhandlingsanlæggene - også i Ittoqqortoormiit, fastslår Asii Chemnitz Narup i en pressemeddelelse.
Læs "Ane Hansen: Vi har holdt øje med AGF"
Husk alle indhandlingsanlæg
Hun støtter tiltagene, som skal sikre fiskere og fangere, der er på vej ind i den kommende rognsæson.
- Men det er ligeså betydningsfuldt, at det beredskab, som skal vurdere fremtiden for AGF’s anlæg, husker alle anlæggene i servicekontrakten. Beredskabet skal ikke kun omhandle aktive anlæg men også indhandlingsanlæg, der af tekniske årsager ikke har været aktive som for eksempel i Ittoqqortoormiit, fremhæver borgmesteren, der genopstiller til kommunalvalget 2. april.
Arctic Green Food gik konkurs 28. februar.
Læs flere artikler om Arctic Green Food her