MOTOORI

Ændringer på vej for ATV-kørsel i Grønland

Skal man køre ATV i Grønland, så kræver det, at man har et bilkørekort. Men det giver ingen mening i mange bygder, hvilket skiftende politikere har påpeget. Nu ser der endelig ud til at være en løsning på vej, så ATV-kørsel ved lav fart og uden for de største byer kan undtages kravet om bilkørekort.

Hvis ændringen træder i kraft, så vil der ikke være krav om bilkørekort ved kørsel på ATV uden for de seks byer, hvor der findes en køreskole, ved kørsel med ATV’ere, som højest kan køre 30 km/t. Det forventes at ændringsloven kan forelægges Inatsisartut på Forårssamlingen 2026.
Offentliggjort

Skiftende politikere har de seneste 10 år gentagne gange stillet spørgsmål til både Naalakkersuisut og de danske transportministre om man kan ændre færdselsloven, så man ikke nødvendigvis skal være i besiddelse af et bilkørekort for at kunne betjene en ATV i Grønland.

Bygder er afhængige af ATV’er 

I langt de fleste bygder er der ikke asfalterede veje, og en ATV er derfor et godt og vigtigt transportmiddel for de lokale. Nogle steder er ATV’en endda det eneste transportmiddel til befordring af syge, personer med handicaps, uddeling af post og varer samt til erhvervsbrug på fåreholdersteder m.m.

Ifølge medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz, har det længe været en hindring for mange, at der blev krævet et bilkørekort for at kunne betjene en ATV, idet man ofte ikke kan erhverve sig et sådant kørekort i bygderne. Dermed har borgerne ikke lige adgang til befordringsmidler, og hun har derfor foreslået, at ATV’en i Grønland blev sidestillet med snescootere i stedet for med biler. 

Men det har ikke kunne ladet sig gøre. 

Ny model på vej 

Nu er det så Jørgen Rosbach fra Demokraatits tur til at spørge ind til status på dialogen med Rigsmyndighederne. Og om man kan få indført en undtagelse i færdselsloven, så det i bygder uden asfalterede veje bliver muligt at køre ATV uden kørekort. 

Og nu er svaret lidt mere lovende. 

I hvert fald skriver naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur og yderdistrikter, Aqqaluaq B. Egede (IA), at der i forbindelse med en revision af færdselslovgivningen 11. juni blev orienteret om, at der arbejdes på en ny model for ATV-kørsel i Grønland. 

Ifølge den nye model så skal der udarbejdes en liste med seks byer. Det er påtænkt at de omtalte seks byer, er byer hvor der findes en køreskole. Men listen kan variere i forhold til hvor der kan tilbydes ATV-kørekort, oplyser departementet for Infrastruktur, Boliger og Yderdistrikter til Sermitsiaq. 

I disse byer skal der kræves kørekort til ATV-kørsel ved kørsel med ATV’ere, der kan køre mere over 30 km/t. Derudover vil der ikke være krav om kørekort ved kørsel på ATV uden for de seks byer eller ved kørsel med ATV’ere, som højest kan køre 30 km/t.

Forventes på forårssamlingen 

Ændringen kræver en ændring af Færdselslov for Grønland. Når Transportministeriet har udarbejdet en udkast til en ændringslov, vil det blive sendt i høring. Herefter vil det blive forelagt Inatsisartut til udtalelse, før ændringen kan vedtages af Folketinget.

Der arbejdes på, at udkast til ændringslov kan forelægges Inatsisartut på forårssamlingen 2026, oplyser Aqqaluaq B. Egede.

Powered by Labrador CMS