Åbning af ungeprojekt i Narsaq

Fredag blev den nye afdeling af Piareersarfik i Narsaq officielt indviet af dele af Kommune Kujalleqs kommunalbestyrelse med borgmester Simon Simonsen i spidsen

Formanden for Erhvervs og Arbejdsmarked, Kalistat Lund. Borgmester Simon Simonsen. Projektleder Karla Bisgaard. Værkstedsleder Vittus Nielsen, og yderst til højre, formanden for udvalget for Teknik, Bolig & Miljø, Ole Mølgaard-Motzfeldt. Foto: John Rasmussen, Narsaq Foto
Offentliggjort

Fredag eftermiddag blev Eskimopels' tidligere lokaler indviet som et nyt værksted for unge i Sydgrønland.

Den nye afdeling, der bliver indrettet som blandt andet snedkerværksted og skindsystue, holder til i den forhenværende Eskimopels bygning som kommunen overtog i 2009. Før pelsfabrikstiden var den i mange år snedker og tømrerværksted, så man kan næsten sige, at bygningen er tilbageført til sit oprindelige formål.

Simon Simonsen, borgmester i Kommune Kujalleq, åbnede med at ønske byen og de unge tillykke med det nye Piareersarfik-værksted. Derefter talte formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget Kalistat Lund.

Han sagde at den nye afdeling, som de unge selv har døbt Inusullivik, skal fungere som en regional anlægs- og forebyggelsesskole, hvor de unge kan prøve kræfter med træarbejde, reparationer og vedligeholdelse samt kreativitet, genbrug og service.

Og til foråret er der planer om at udvide med lidt gartneri og landbrug.

Formålet er at give uafklarede unge et alternativ til det traditionelle uddannelsessystem, og pædagogisk skabe en arbejdsdag så tæt på en almindelig arbejdsplads som muligt, med faste mødetider om morgenen, praktisk arbejde der giver den enkelte elev erfaringer til et fremtidigt arbejdsliv.

- Det er vores håb og ønske, fortsatte Kalistat Lund, at få etableret et godt samarbejde med de lokale firmaer og erhvervsdrivende, så de unge mennesker kan få afprøvet deres lærdon i det virkelige liv. I Kommune Kujalleq satses der på uddannelse og opkvalificering, for fremtidens erhverv fordrer flere og flere kompetencer. Unge Projektet er en væsentlig del af kommunens indsats for at få flest muligt unge i gang med uddannelse og arbejde.

Med disse ord erklærede Kalistat Lund ungeprojektet for åbnet.

Inusullivik har Vittus Nielsen ansat som daglig værkstedsleder, og Karla Bisgaard er tilknyttet som projektleder.

Omkostningerne til køb af bygninger, kloakering ombygning og indretning løber op i omkring 600.000 til 700.000 kroner, hvoraf departementet for erhverv har givet de 400.000 kroner. Derudover har de unge selv bidraget med en stor del af arbejdet.

Powered by Labrador CMS