London Mining-tilladelse

Aalborg jubler over mine-tilladelsen

Nordjyske virksomheder regner med, at minedrift i Grønland vil smitte positivt af på erhvervslivet

Minedrift i Grønland vil smitte positivt af på erhvervslivet i Aalborg, der er basishavn for skibstrafikken til Grønland.
Offentliggjort

Minedrift i Grønland kan blive guld værd for de nordjyske virksomheder, der i dag har kontakter til Grønland og som arbejder i Grønland.

Det skriver DR Nordjylland.

I første omgang får det stor betydning for aktiviteterne i Aalborg Havn, at Inatsisartur har givet tilladelse til London Mining.

- Vi har spændt ventet på den beslutning, og forventer, at det vil smitte af på Aalborg Havn og godstransporten herfra. Det siger havnens salgs- og marketingschef Ole Brøndum til DR Nordjylland.

- Det kan godt gå hen og blive til rigtig mange penge for havnen i Aalborg, siger han.

Aalborg Havn er i dag basishavn for al skibstrafik til og fra Grønland, og ifølge kontrakten med selvstyret, er kun projekt-laster undtaget aftalen.

- Men minerne skal bygges op helt fra bunden, og alene den etabeleringsfase vil smitte af på antallet af udskibninger og på de danske virksomheder, der i forvejen har arbejde i Grønland, vurderer Ole Brøndum over for radioenkanalen.

Aalborg Havn har allerede mærket øget trafik i forbindelse med udforskning af undergrunden i Grønland.

Powered by Labrador CMS