14 nye kandidater i pædagogik

Institut for Læring udklækker 14 Cand. Pæd. uddannede inden for almen pædagogik

Bagerst fra venstre: Per Kunuk Lynge, Vilhelm Josefsen, Spephen Paulli Andersen. Foran fra venstre: Juliane U. Enoksen, Susanne Josefsen, Malina I. Larsen, Lone Hindby, Karlina Lundblad, Lilli Kleist, Nausunnguaq Lyberth, Professor Anton Höem, Professor Geoffrey E. Mills. Ikke med på billedet: Frederik Olsen, Hector Lennert Sørensen, Looqi Schmidt, Jimmy Hymøller. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Lørdag var en festdag på Ilimmarfik, hvor der var dimissionsfest for 14 nye kandidater, der efter endt uddannelse kan kalde sig Cand. Pæd.

De 14 nyuddannede er de første som fra bunden har gennemført kandidatuddannelsen på baggrund af bekendtgørelsen om kandidatuddannelser ved Institut for uddannelsesvidenskab fra 2005. Uddannelsen blev til i forbindelse med den nye folkeskoleforordning i 2002. De nye kandidater har derfor kompetence til at videreudvikle og udvikle nye redskaber til folkeskolen ud fra forskning, som er baseret på undervisning af børn og viden om kultur.

Det skriver Ilisimatusarfik i en pressemeddelelse.

Hensigten med kandidatstudiet har været at uddanne de studerende gennem pædagogisk, samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning til at analysere og forstå samspillet mellem uddannelsessystemer og samfund, ligesom at kunne begrunde nødvendigheden af at kende et samfund, dets sprog og kultur for at udvikle et adækvat og optimalt uddannelsessystem.

De studerende har således kunnet analysere deres egen undervisning, det grønlandske undervisningssystem, samfund, forholdet mellem samfundets egenart og kultur og undervisningssystemet, dets kultur og organisering. Dette for at de studerende i deres fremtidige praksis kan udøve deres arbejde på det moderne Grønlands præmisser, som det sker i udviklede samfund i dag.

De nye kandidaters kompetence gør dem kvalificerede til forskellige stillinger i dagens Grønland, men har specialkompetence til særlige stillinger hvor forskning og undervisning foregår.

De studerende har under deres forløb fået undervisning af professor Anton Höem fra Norge som har over 50 års erfaring i uddannelsesforskning, Professor Geoffrey E. Mills fra USA som blandt andet udgiver lærebøger i metode for uddannelsesforskning samt Frank Darnell fra USA som i over 40 år har arbejdet med skolereformer i arktiske lande. Uddannelsesforløbet er sket i et tæt samarbejde med kommunerne som har været med til at finansiere forløbet, ligesom der er lagt stor vægt på et tæt forløb gennem teori & praksis på folkeskolen. Folkeskolen er derfor blevet rigere med de nye kandidater.

Powered by Labrador CMS