Israel står klar til at begynde længe varslet Rafah-offensiv

Nødhjælpsorganisationer har advaret om katastrofale følger af invasion af Rafah.

Palæstinensere står uden for midlertidige telte i det sydlige Gaza i Rafah i slutningen af marts. (Arkivfoto).

Det israelske militær står klar til at sætte gang i en offensiv i Rafah med det samme og afventer regeringens godkendelse.

Det siger en højtstående israelsk embedsmand på forsvarsområdet onsdag eftermiddag til nyhedsbureauet Reuters.

Alle nødvendige forberedelser er blevet gjort. Så snart der er grønt lys fra regeringen, er militæret klar, lyder det fra den anonyme embedsmand.

Rafah ligger på grænsen til Egypten og er den eneste by i Gaza, som Israel endnu ikke er gået ind i.

Over en million mennesker har søgt tilflugt der, mens Israels offensiv har forårsaget voldsomme ødelæggelser i store dele af det øvrige Gaza.

Israel har beskrevet Rafah som det "sidste" store tilholdssted for den palæstinensiske bevægelse Hamas, der stod bag angrebet 7. oktober, hvor omkring 1200 blev dræbt i Israel.

Nødhjælpsorganisationer har advaret om, at hvis Israel går ind i Rafah, kan det skabe en "apokalyptisk situation".

Ifølge nyhedsbureauet AFP meldte hospitals- og sikkerhedskilder i Gaza tidligt onsdag om israelske luftangreb i Rafah. 

Også flere andre steder i Gaza har der ifølge AFP været bombardementer det seneste døgn. Det er tilfældet i den centralt beliggende Nuseirat-flygtningelejr og nordpå.

Trods advarsler fra det internationale samfund har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, fastholdt, at der kommer en offensiv i Rafah.

Satellitbilleder fra selskabet Maxar viser store teltlejre, som er skudt op andre steder i det sydlige Gaza.

Det skriver BBC.

Billeder af de nye teltlejre er dukket op, efter at israelske medier tidligere på måneden rapporterede, at Israel havde købt 40.000 telte for at forberede en evakuering af civile fra Rafah.

En talsmand for den israelske regering siger onsdag til Reuters, at Israel "går videre" med offensiven. Talsmanden understreger samtidig, at regeringen vil arbejde for at skåne civile palæstinensere.

Over 34.000 palæstinensere er ifølge myndighederne i Gaza blevet dræbt under Israels angreb.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS