TANDLÆGEFORENING OM MINDRE SODAVANDSAFGIFT

En trussel for tandsundheden i Grønland

Naalakkersuisut foreslår at sænke afgiften på sodavand, så den ensrettes i hele landet. Men det mener Tandlægeforeningen, Region Grønland, er en dårlig ide. Faldende priser kan nemlig føre til øget forbrug blandt både børn og voksne, og det kan have alvorlige konsekvenser for tandsundheden.

Tænder fra et af 9 klasse fra Ukaliusaqskolen (USK).Foto: Leiff Josefsen

Tandlæger frygter at se flere syreskader og huller i tænderne i fremtiden.

Billigere sodavand kan betyde flere syreskader og huller i tænderne.

- Syreskader og huller i tænderne er blot nogle af de tilstande, der kan opstå i mundhulen, når børn og voksne drikker for meget sodavand, skriver Karen Haarbo-Nygaard, som er regionsformand for Tandlægeforeningen i en pressemeddelelse.

78 % af alle 18-årige har huller i tænderne

Tandlægeforeningen har kigget på tallene. Tallene viser, at mange børn har huller i tænderne.  Hele 78 % af alle 18-årige har eller har haft huller i tænderne, viser tal fra Landstandplejen. Det skyldes bl.a. et i forvejen højt forbrug af sodavand i befolkningen.

Derfor mener foreningen, at politikerne bør være opmærksomme på sodavandens skadelige virkning.

- Børn skal bruge deres tænder i rigtig mange år endnu, og forskning viser, at man tager dårlig tandsundhed med ind i voksenlivet. Derfor er det vigtigt, at de ikke får syreskader eller huller i tænderne ved at drikke for meget sodavand. Når tandvæv først er mistet til huller eller syreskader, kommer det ikke igen, siger Karen Haarbo-Nygaard.

Bevar tænderne i Grønland

Mere konkret foreslår Naalakkersuisut at ensrette afgiften, så den bliver på 5,75 kroner literen i hele landet. Lige nu er den 7,50 kroner literen i Vestgrønland, mens den er 5,75 kroner literen i Østgrønland, Qaanaaq og bygder.

Tandlægeforeningen ser derfor med stor bekymring på mod et nyt lovforslag fra Naalakkersuisut, der foreslår at sænke sodavandsafgiften i Grønland.

For at bevare tænderne i Grønland, anbefaler Tandlægeforeningen, at de nuværende afgifter bevares for befolkningens tandsundheds skyld:

- Vi ser det som en trussel for tandsundheden. Hvis forbruget stiger, frygter vi, at vi kommer til at se endnu mere caries og syreskader. Derfor er en afgiftsændring meget bekymrende, siger Karen Haarbo-Nygaard, regionsformand i Tandlægeforeningen, Region Grønland, og fortsætter:

- Munden er ikke isoleret fra resten af kroppen, og vi ved, at sygdom i mundhulen kan have konsekvenser for den almene sundhed og for livskvaliteten, forklarer Karen Haarbo-Nygaard.

Powered by Labrador CMS