Vinder medalje med ødelagt ski
Kampen om sølvmedaljen blev en gyser hos herreseniorer, da GM i langrend fortsatte tirsdag. Se samtlige resultater
Martin Møller blev sikker vinder hos herrer, da de løb 8 kilometer i fristil. Kampen om sølvmedaljen blev utrolig spændende, hvor Karl-Peter Kristensen fra ASP Aasiaat og Frederik Petersen fra ISP Ilulissat kæmpede til selve målstregen.
Fire skiløbere fik hurtigt forspring tirsdag eftermiddag, da herrerne løb 8 kilometer i fristil. Martin Møller fra ASP Aasiaat fik et forspring som de tre andre ikke kunne indhente. Kampen om sølvmedaljen udviklede sig dramatisk.
Afgjort på sidste bakke
- Jeg må have ramt en sten med mit højre ski. Der var i hvert fald kommet en flænge i min højre ski, der bremsede hver gang vi kørte på blød sne, fortæller Karl- Peter Kristensen til Sermitsiaq.AG.
Frederik Petersen fra ISP øjnede en chance og lå meget tæt på Karl-Peter Kristensen.
- Jeg overvejede ellers at bytte om på skiene så den dårlige side af min ski vendte ud ad. Men vi lå så tæt på hinanden, at der slet ikke var tid til at skifte ski, siger Karl-Peter Kristensen.
- Jeg lod Frederik Petersen komme lidt foran og samlede kræfter. Jeg overhalede igen på den sidste stigning. Han er stærk og jeg kunne ikke overhale ham hvis jeg skulle vente til den flade strækning før mål, siger Karl-Peter Kristensen.
Han vandt over Frederik Petersen med et enkelt sekund og vandt dermed sin anden sølvmedalje ved GM.
Tæt opløb
Der var også spænding hos herre-ungdom på 14 og 15 år, der løb 8 kilometer. Guldvinderen fra sprint Aka Olsen fra SSP Sisimiut vandt sølv, mens Nukappiaannguaq Olsen fra SSP vandt guld, hvor han var 1,49 minutter hurtigere. Rene Lundblad fra SSP vandt bronze.
Niviaq Chemnitz Berthelsen fra NUP Nuuk vandt hos dameseniorer foran Arnatsiaq Rosing fra SSP, men Naduk Lund Olsen fra NSP vandt bronze.
Afgørelsen hos oldgirls i aldersgruppen 45-54 år blev meget tæt, hvor Hanne Kristiansen fra ASP Aasiaat vandt foran Regine Mathiassen fra ISP Ilulissat, hvor sølle 3 sekunder blev forskellen på de to. Vera Larsen fra KS-69 fra Maniitsoq vandt bronze.
Klik på linkene for neden for at hente samtlige resultater.