Island Games 2013

Skytter tilfredse med deres indsats

De to grønlandske skeet-skytter ved Island Games fik flotte placeringer i den individuelle skydning. I holdskydning gik det 'okay', fortæller de

Offentliggjort

Der er stor tilfredshed at spore hos Poul Erik Mathiasen og Brian Wallbohm, som kan gøre status over deres indsats i skeet-skydning ved Island Games.

Det sker, efter at de to skytter først skød sig til en fjerdeplads i holdskydning, hvorefter Poul Erik Mathiasen og Brian Wallbohm fik en plads som henholdsvis nummer syv og seks i den individuelle skydning.

- Vi er meget tilfredse med vores præstationer. Vores mål var at få en af os i finalen, og det lykkedes for Brian, fortæller Poul Erik Mathiasen, der fremhæver de svære forhold, skytterne havde på grund af varmen på Bermuda.

- Varmen gør, at det går ud over koncentrationsevnen, hvorved det bliver meget sværere at skyde, end man umiddelbart skulle tro.

Har fået mod på mere
For skytterne blev Bermudas i forvejen 30 grader, sol og høj luftfugtighed krydret med det, at skeet-skydningen foregik imellem træer på sort asfalt på en nedlagt startbane i et lufthavnsområde, hvorved de blev presset maksimalt.

- Det er første gang, Grønland har skytter med i skeet-skydning ved Island Games. Har I fået mod på at stille op igen?

- Ja, helt klart. Når vi kommer hjem, skal vi til at analysere på det, vi har lært her på Bermuda, og så begynder vi at planlægge, hvad der skal ske om to år, siger Poul Erik Mathiasen.

Generalsekretær i Grønlands Idræts-Forbund, Carsten Olsen, er også tilfreds med præstationerne i skeet-skydning.

Det kan du blandt andet læse i "GIF: Skuffende medaljehøst ved Island Games", hvor Carsten Olsen gør status over de grønlandske deltageres resultater ved Island Games 2013, som sluttede fredag.

Læs alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Island Games 2013

Powered by Labrador CMS