Se fotos: Ski-festival med stor tilslutning

- Det er gået over al forventning, siger langrendsformand.

Offentliggjort

Den første udgave af Lârséraq Ski Festival finder sted denne weekend i Nuuk.

Festivalen samler langrendsentusiaster fra hele landet, og søndag formiddag fortæller langrendsformand, at festivalen er gået rigtig godt:

- Det er gået over al forventing. Det er den første udgave af festivalen nogensinde, og det er lykkedes at samle rigtig mange deltagere og frivillige.

- Vi ser godt samarbejde mellem atleter og frivillige fra de forskellige byer. Det er ikke kun folk fra NSP Nuuk, der træner. Det er folk fra både Aasiaat, Sisimiut og Ilulissat, der hjælpes ad om alle opgaver. Det er ikke set før, siger Majaq Heilmann til Sermitsiaq.AG.

150 samlet

Han er formand for Langrendsudvalget under Grønlands Skiforbund, og han fortæller, at der er omkring 150 skiglade mennesker samlet til ski-festivalen. Festivalen er en træningsfestival, der er opkaldt efter stifteren af Arctic Circle Race - Lârsêraq Skifte.

- Når jeg kigger på det deltagermæssigt, kan jeg se, vi kan blive større end Grønlandsmesterskaberne, siger Majaq Heilmann.

Han understreger succesen på følgende måde:

- Landstræner Martin Møller fortalte mig i går, at det var den bedste skidag, han har oplevet i de 35 å, han har været i langrend, siger Majaq Heilmann.

Skal flyttes

Søndag eftermiddag står den mere overordnede udvikling af langrendssporten på programmet, hvor den skal diskuteres mellem repræsentanter fra klubberne og forbundet.

Og i aften afsluttes festivalen med en stor middag i forsamlingshuset i Nuuk. Her vil det også blive afsløret, hvor festivalen skal finde sted næste år.

- Festivalen flyttes hvert år. I år er GM i langrend i Sisimiut, og derfor holder vi skifest i Nuuk, så hvert år vil festivalen være et andet sted end GM, fortæller Majaq Heilmann.

Powered by Labrador CMS