Scoringsrekord
Rekord-Lewandowski: Det var sindssygt
Robert Lewandowski havde selv svært ved at fatte, at han scorede fem mål mod Wolfsburg og slog flere rekorder
Der blev skrevet fodboldhistorie i Tyskland tirsdag aften, da Robert Lewandowski kom ind fra bænken i pausen af kampen mellem Bayern München og Wolfsburg, hvorefter han hamrede fem mål i kassen på blot ni minutter.
Det har ingen før ham præsteret, og hans hattrick på mindre end fire minutter i 5-1-sejren er ny rekord i Bundesligaen.
Faktisk brugte han kun tre minutter og 19 sekunder på at score de tre første mål mod Wolfsburg.
En vanvittig bedrift af den målfarlige polak, som da også havde svært ved at fatte det efterfølgende.
- Jeg er meget glad. Det var sindssygt, siger Lewandowski til AFP.
- Vi var bagud med 0-1, da jeg kom ind, og jeg vidste, vi var nødt til at give den gas, men det er ufatteligt at score fem mål.
For nogle sæsoner siden brillerede Robert Lewandowski for Borussia Dortmund, da han scorede fire mål i Champions League-semifinalen hjemme mod Real Madrid, og tirsdag kom han igen på alle tyske fodboldfans' læber.
- At score fire mål i en Champions League-semifinale var meget vigtigt og en stor historie i min karriere, men med fem mål er det her endnu en stor aften for mig, lyder det fra den polske rekordmager.