efter 0-4:
Olsen: Den værste aften i mit fodboldliv
Landstræneren tager ansvaret for fiaskoen mod Armenien, men vil ikke udtale sig om sin egen fremtid i jobbet
0-4-nederlaget til Armenien i Parken er den grusomste oplevelse, den danske landstræner Morten Olsen har haft i sin lange karriere som spiller og træner.
Det siger den nedbøjede landsholdsboss i minutterne efter det danske totalflop mod verdensranglistens nummer 89 i den vigtige VM-kvalifikationskamp.
- Det er den værste aften i mit fodboldliv. Det er 100 procent mit ansvar. Det er uforståeligt, at vi ikke kan præstere bedre, siger Morten Olsen til TV2.
Danskerne var på hælene fra første fløjt, og kampen udviklede sig til en af de største ydmygelser for et dansk landshold i nyere tid.
- Meget gik galt. Ingen ramte formen, og vi satte dem i gang efter 28 sekunder. Det var bare ikke godt nok.
- Vi har ellers haft en fantastisk landsholdssamling, men det garanterer ikke gode resultater, erkender landstræneren.
Med fiaskoen er håbet om at komme med til VM i Brasilien så godt som slukket for danskerne, men landstræneren vil ikke spekulere i sin egen fremtid i jobbet, som han haft i 13 år.
- Det har jeg ingen kommentarer til på sådan en aften. Vi er alle sammen utroligt skuffede, og nu må vi hjem og analysere, hvor fejlene ligger.
Det danske landshold har blot seks point efter de første seks VM-kvalifikationskamp.