Få dage før åbning
OL-vandet er stadig voldsomt forurenet
Det er en dårlig idé at stikke hovedet under vand eller få vand i munden, hvis man deltager ved OL
Et par dage før OL i Rio indledes, er vandet omkring storbyen stadig så voldsomt forurenet, at både udøvere og turister risikerer at blive alvorligt syge.
Det skriver Associated Press (AP).
Gennem 16 måneder har nyhedsbureauet fået undersøgt det vand, som blandt andet roere og sejlere og svømmere i åbent vand skal plaske rundt i.
Da den første måling blev foretaget for mere end et år siden, viste den så høje indhold af vira i vandet, at et indtag af blot tre skefulde vand med overvejende sandsynlighed ville frembringe mave- og lungesygdomme og i sjældnere tilfælde også hjerte- og hjernebetændelse.
Dengang var forekomsterne af vira op til 1,7 millioner gange højere end koncentrationer, som ville fremkalde panderynker i USA og Europa.
Siden er det ikke blevet meget bedre.
I Rodrigo de Freitas-lagunen, hvor roerne skal i aktion, blev der i juni i år målt 248 millioner adenovira per liter vand. I Californien går grænsen ved et par tusind vira per liter vand.
I Gloria Marina, hvor sejlerne har deres udgangspunkt, viser målinger en tilvækst af adenovira, der går op til 37 millioner adenovira per liter vand.
Udøvere har taget mange skridt for at gardere sig mod faren. For eksempel i form af antibiotika, brug af beskyttelsesdragter og -handsker og for roernes vedkommende ved at desinficere bådenes årer med blegemiddel.
Antibiotika virker på bakterier, men ikke på virusinfektioner - og AP skriver, at der er fundet adenovirus i 90 procent af de prøver, der er blevet taget i de seneste 16 måneder.
Også målinger af sandet på strandene Copacabana og Ipanema, hvor turisterne vil strømme til, viser store forekomster af vira.