Nuuk vil være AWG-vært

Kommuneqarfik Sermersooq har sendt en officiel ansøgning om at blive vært for Arctic Winter Games i 2016

Arctic Winter Games i Nuuk i 2002. Arkivfoto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Der er lagt op til endnu en stor begivenhed i Nuuk, hvis alt flasker sig.

Kommuneqarfik Sermersooq har i samarbejde med selvstyret nemlig sendt en officiel ansøgning om værtskab af Arctic Winter Games i 2016. Hvis værtskabet falder på plads, vil det betyde, at omkring 2.000 personer udefra kommer til Nuuk i marts 2016, skriver knr.gl.

Ansøgningen, der blev sendt i sidste uge, lægger op til tæt samarbejde med Iqaluit, men ikke i samme omfang som i 2002, hvor Nuuk og Iqaluit delte værtskabet.

- Vi har skrevet i ansøgningen, at vi ikke agter at bygge en isskøjtehal. Vi har efter dialog med regeringen i Nunavut, og kommunalbestyrelsen i Iqaluit har foreslået, at konkurrencerne i skøjt bliver afviklet i Iqaluit, siger formanden for styregruppen for Grønlands ansøgning, William Kriegel fra Kommuneqarfik Sermersooq.

- Vi skal understrege, at der er tale om en ansøgning. Nu bliver det op til den internationale komite, om den vil gå med til, at en del af arrangementet bliver afviklet i Iqaluit, siger William Kriegel til knr.gl.

Powered by Labrador CMS