Oversidder
Nej tak til landsholdet
Angutimmarik Kreutzmann har meldt fra til Grønlands Håndboldlandshold
Angutimmarik Kreutzmann, der til dagligt spiller for Nordsjælland Håndbold i Håndboldligaen, har for adskillige måneder siden fortalt landstræner Niels Møller, at han ikke vil være til rådighed for landsholdet ved for-kvalifikationen til De panamerikanske Mesterskaber, som spilles i Mexico City i slutningen af februar.
- Selvfølgelig har det ikke været nogen nem beslutning, fortæller Agutimmarik Kreutzmann til Sermitsiaq.AG og fortsætter:
- Jeg gav besked om min beslutning til landstræner Niels Møller i efteråret. Det var ikke noget hurtig beslutning, faktisk har jeg tænkt på det de sidste par år. Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg hver eneste dag kæmper for at komme tilbage til mit gamle niveau. Flere skader i de sidste sæsoner har været hårde at komme igennem. Jeg synes dog, at det går den rigtige vej.
- Det er selvfølgelig også et spørgsmål om, hvor meget tid jeg har til landsholdet. Ikke mindst er de lange rejser meget tidskrævende og så skal jeg også tage hensyn til mig selv. Jeg har kun kontrakt for denne sæson, og der resterer ikke så mange kampe, hvor jeg kan vise, hvad jeg kan slutter Angutimmarik Kreutzmann til Sermitsiaq.AG.
Angutimmarik Kreutzmann pointerede flere gange, at det kun drejer sig om en pause fra landsholdet.