Arctic Winter Games 2014
Multitalent fra Qeqertarsuaq udtaget til AWG
Nedtællingen til Arctic Winter Games 2014 er for alvor begyndt
14-årige Malu A. Mølgaard fra Qeqertarsuaq er et multitalent i sport.
Hun er nu blevet udtaget til Arctic Winter Games 2014 i indendørsfodbold og i alpinski - og hun er grønlandsmester i begge sportsgrene.
Forskellige sportsgrene er i fuld gang med forberedelserne til Arctic Winter Games i Alaska, der bliver afviklet fra den 15. til den 22. marts næste år.
Forskellige specialforbund udtager i den nærmeste fremtid deres hold til de arktiske vinterlege.
Malu A. Mølgaard bliver som nævnt blandt de grønlandske deltagere. Hun skal dog vælge, hvilken sportsgren hun vil repræsentere Grønland i. Hun er udtaget i indendørsfodbold, efter at hun fornyligt var med til at til at vinde GM-guld for U-18 sammen med sin klub Disko 76.
Hun er også grønlandsmester i alpin, hvor hun under GM i påsken vandt guld i kombination. Hun er derfor også udtaget til Arctic Winter Games i alpinski.
- Det er meget flot af Malu A. Mølgaard. For det er meget sjældent, at sportsfolk bliver udtaget til Arctic Winter Games i flere sportsgrene, siger Timooq Mølgaard, der er formand for alpinklubben DSP i Qeqertarsuaq.
Navne på de forskellige hold bliver offentliggjort inden længe. Sermitsiaq.AG bringer navne på de forskellige Arctic Winter Games-hold.