VM
Löw: Dommer skal slå ned på brutale brasilianere
Den tyske landstræner Joachim Löw mener, at Brasilien har fået lov til at spille alt for hårdt ved dette VM.
De brasilianske spillere er ofte gået over grænsen i deres tacklinger ved dette VM.
Det er essensen i en kritik fra den tyske landstræner, Joachim Löw, forud for den første VM-semifinale mellem Tyskland og Brasilien tirsdag. Her sætter Löw sin lid til kampens dommer, Marco Rodríguez fra Mexico.
- Jeg håber, at dommer Rodriguez vil slå hårdt ned, for i de seneste kampe har jeg set Brasiliens fysiske energi gå ud over det, man oplever i Europa, siger den tyske landstræner.
I 1/8-finalen mod Chile og i kvartfinalen mod Colombia begik Brasilien henholdsvis 28 og 31 frispark. Til sammenligning har tyskerne blot begået 29 tilsammen i de to runder.
- Hvis kampene var blevet spillet i Europa, havde ingen af de 22 spillere fået lov til at spille færdigt.
- Ved dette VM har jeg set de fysiske grænser for, hvad der er acceptabelt, overgået, siger Löw.
Han peger på, at det er vigtigt at beskytte spillerne for at fremelske spektakulære, offensive typer.
- Jeg mener, man er nødt til at stoppe disse brutale frispark, ellers vil man ikke se talenter som Mesut Özil og Neymar. Man vil se spillere gå ud for at ødelægge modstanderne, siger Löw.
Semifinalen mellem Brasilien og Tyskland begynder klokken 18.00 vestgrønlandsk tid.