lodtrækning

Kroatien står i vejen for Islands VM-drøm

Island trak formentlig den mest formsvage af de mulige modstandere ved mandagens Fifa-lodtrækning

Offentliggjort

Det svenske fodboldlandshold kommer på hårdt arbejde, hvis de blågule skal med til VM i Brasilien næste sommer.

Landstræner Erik Hamréns mandskab skal nemlig møde Portugal i playoff-kampene i næste måned, og dermed har svenskerne fået den på papiret vanskeligste modstander.

Portugal er nummer 14 på den seneste Fifa-rangliste, og dermed er Cristiano Ronaldo og hans landsmænd højst rangerede af de otte nationer, der er impliceret i playoff-kampe.

Flere af de svenske spillere havde på forhånd givet udtryk for, at de frem for alt ønskede at undgå portugiserne, men heldet var altså ikke med Sverige, da den tidligere schweiziske landsholdsangriber Alexander Frei trak lod i Fifas hovedkvarter i Zürich.

En formildende omstændighed kan dog være, at svenskerne får hjemmebane i returkampen, så de med egne tilskuere i ryggen kan jagte det nødvendige resultat.

Læs "Alle vil undgå Portugal i VM-playoff"

Læs "Island klar til VM-playoff-kampe"

Island møder Kroatien
Set med nordiske øjne er det også interessant, at overraskelsen Island blev parret med Kroatien til de to kampe, hvor østaten skal fortsætte jagten på sin første VM-billet nogensinde.

Dermed trak islændingene formentlig den mest formsvage af de mulige modstandere. Kroaterne fik kun et point ud af sine fire sidste VM-kvalifikationskampe, og træner Igor Stimac trak sig efter 0-2-nederlaget til Skotland i sidste uge.

Det bliver i stedet en opgave for Niko Kovac at føre kroaterne sikkert igennem de to kampe mod de islandske opkomlinge.

De tidligere verdensmestre fra Frankrig, der var useedet i lodtrækningen, er næppe helt utilfredse med at skulle møde Ukraine, som er nummer 20 på ranglisten og dermed lavest placeret af de seedede hold.

Sidste playoff-duel bliver et møde mellem Grækenland og Rumænien.

Første kamp i de fire VM-dueller spilles den 15. november, mens der er returkampe fire dage senere.

Powered by Labrador CMS