Torrak
Imponerende medaljehøst ved WEIO
Grønland høstede 10 medaljer ved World Eskimo-Indian Olympics
Klapsalverne runger med stigende intensitet, da Tim Field fra Anchorage tager tilløb til endnu et High Kick og nærmest hænger i luften. Foden suser opad, og rammer sælskindsbolden ganske lidt – men nok til, at der er sat ny verdensrekord i disciplinen med et spark, der rammer bolden i 297,2 centimeters højde.
Der jubles og krammes, og ganske kort efter står medaljevinderne på podiet for at modtage deres medaljer. Det gælder også grønlandske Pilo Rasmussen, som har vundet bronze i konkurrencen med et spark i højden 266,7 centimeter.
Grønland har høstet ikke mindre end 10 medajler ved World Eskimo-Indian Olympics (WEIO) som afholdes i Fairbanks, Alaska, som sluttede her lørdag aften ved midnat lokal tid.
Det er blevet til medaljer i mange forskellige discipliner, herunder både sølv og bronze i armtræk, hvor Apustiaq Høy og Mikkel Andersen sikrede de flotte grønlandske resultater. Derudover har der været medajler til både Susanne Nielsen og Helga Nielsen.
Årets flotteste placering var dog Mikkel Andersen, der vandt guld i disciplinen ’Drop the Bomb’ med en imponerende udholdenheds- og styrkepræstation.
Tilfredshed
Hen imod konkurrencens afslutning var der stor tilfredshed blandt de grønlandske deltagere, som har haft en rigtig god konkurrence.
- Jeg er meget stolt over at have vundet – jeg har trænet rigtig hårdt det sidste års tid med styrketræning næsten hver dag efter arbejdet, siger guld- og bronzevinde Mikkel Andersen, der til daglig er tømmer i Ilulissat.
Helga Nielsen, som i år deltager i WEIO for tredje gang, siger:
- Det er første gang det har været muligt at være så mange med fra Grønland, så det er selvfølgelig skønt at vi har vundet så mange medajler. Jeg håber, vi næste år kan være endnu flere – og samtidig få mere opmærksomhed omkring konkurrencen.