dansk håndbold
Grønlandsk møde i Silkeborg
Håndboldkampe i 1. division og 2. division hos kvinder havde grønlandsk deltagelse i weekenden
Silkeborg Voel er fortsat tophold 1. division hos kvinder i Danmark. Det blev en kendsgerning efter sejren over Ajax Håndbold i weekenden, der har Mia Egede Rasmussen på holdet. Silkeborg Voels 2. divisionshold med flere grønlandske spillere vandt over Skive FH.
Ajax Håndbold havde chancen for at blive tophold i 1. division, men hjemmeholdet Silkeborg Voel ville det anderledes lørdag. Silkeborg vandt kampen med 25-21 efter at have været foran med 11-7 ved halvleg.
Redder straffe
Silkeborg Voels 2. divisionshold havde også en god dag lørdag, da de vandt over Skive FH med 28-21 efter at have været foran med 16-11 ved pausen. Nivi Wille fra Grønland scorede to mål for Silkeborg, mens Katrine Mikkelsen, der også kommer fra Grønland, scorede et enkelt mål i kampen for Silkeborg Voel.
Målvogteren Rina Møller Lorentzen fra Qeqertarsuaq var på banen i halvdelen af kampen for Silkeborg Voel og fik parreret seks skud, hvor to af skuddene var straffekast.
Silkeborgs 2. divionshold skal møde Randers HK på lørdag, mens Ajax Håndbold møder Lyngby HK onsdag aften i 1. division.