Arctic Winter Games
Grønlands AWG-deltagere fremme i Alaska
Konkurrencerne i Arctic Winter Games begynder søndag
De grønlandske deltagere er sammen med samerne de første der er ankommet til Fairbanks i Alaska i forbindelse med Arctic Winter Games, der begynder søndag. Frivillige sang og jublede, da de grønlandske og samiske deltagere kom ud til ankomsthallen en efter en.
Læs: Nuuk klar til at få overdraget AWG-værtskabet
Samerne og nogle grønlandske sportsfolk ankom fra Danmark til Kangerlussuaq fredag. Øvrige deltagere fra Grønland ankom også fra kysten fredag. Fodboldspillere har været på træningslejr i Kangerlussuaq i denne uge og var også klar til at komme afsted til Alaskas næststørste by Fairbanks med over 31.000 indbyggere.
Et par sportsfolk fra Aasiaat skulle dog gennem pinebænken, da der opstod tekniske problemer i Air Greenlands flyvemaskine. Det endte med, at deltagere fra Aasiaat blev fløjet med en lille helikopter til Kangerlussuaq og nåede det lige før afgang.
God vejrudsigt
Endelig kunne deltagerne komme afsted med Air Greenlands atlantmaskine Norsaq, der fløj fem timer og 45 minutter til Fairbanks. Der var forårsvejr i Fairbanks ved ankomsten med et par graders varme.
Der er også udsigt til godt vejr i de kommende dage. Der bliver sol i hele Arctic Winter Games-ugen i Fairbanks, og temperaturen forventes ifølge den lokale vejrudsigt at ligge lige unde frysepunktet om dagen.
De første konkurrencer begynder søndag, hvor grønlandske fodboldpiger skal møde Nordvestterritoriet. Deres øvrige modstandere bliver Alberta, Alaska, Yukon og Nunavut.
Volleyball-drengene kommer også i aktion søndag, hvor de skal møde Yukon. Deres øvrige modstandere bliver Nordvestterritoriet, Nunavut, Alaska og Alberta.
Åbningsceremonien bliver afholdt søndag aften i Carlton Center, der er et multicenter med plads til over 3.000 tilskuere.
Læs artikler om Arctic Winter Games her