Grønlands Idræts-Forbund

GIF vil registrere medlemmer elektronisk

Usikkerhed om hvor mange medlemmer, der rent faktisk er i Grønlands Idræts-Forbund (GIF), medfører, at man i år har indført elektronisk medlemsregistrering.

Ukioq manna Kalaallit Nunaannit Timersortartut Kattuffiani ilaasortarineqartut kisitsaat eqqornerusut nalunaarutigineqartalissapput
Offentliggjort

- Selv om vi har officielle medlemstal fra 2016, så er de ikke sandfærdige tal. En del medlemmer er nemlig ikke blevet registreret.

Det siger Grønlands Idræts-Forbunds projektkonsulent Kim Holflod om de nyeste medlemstal fra GIF. For tallene fra forbundet fortæller, at medlemstallet er dykket i forhold til 2015.

Men Kim Holflod siger, at Grønlands Idrætsforbundets medlemmer er flere end de 14.258, som Grønlands Statistik blandt andet fremfører er de officielle.

Læs: Færre dyrker idræt - håndbold har medvind

Bedre registreringssystem
- Vi er i gang med at lave et bedre registreringssystem, som giver et nøjagtigt billede af medlemsantallet. For der mangler registrering af medlemmerne. Der mangler tal fra nogle klubber, frivillige, trænere, ledere og passive medlemmer, påpeger han.

Til efteråret starter Grønlands Idræts-Forbund med at optælle deres medlemmer elektronisk, siger han.

- Så fra næste år vil man kunne se det mere sandfærdige tal af vores medlemmer, og jeg er sikker på, at der vil være en klar forøgelse af medlemstallet, fremhæver Kim Holflod.

For i fremtiden skal medlemmerne selv via en hjemmeside, hvor man skal registrere sig. Idrætsforbundet forventer, at det bliver langt nemmere på den måde at få et mere nøjagtigt medlemstal.

Læs: Gode sneforhold betyder flere medlemmer i skiforbundet

Ambitiøst mål
Og Kim Holflod oplyser, at Grønlands Idræts-Forbund har ambition om at få 28.000 medlemmer allerede i 2019. Næsten halvdelen af befolkningen og det dobbelte af, hvad der blev registreret sidste år.

- Det er et meget ambitiøst mål. Det er heller ikke sikkert, at vi når målet, men det motiverer os, og vil vil gerne løfte idrætten i landet. For nu kan man blive medlem af forbundet som forening, virksomhed og klub, og ikke kun som enkeltperson, siger Kim Holflod.

Han oplyser, at idrætsforbundet har været i flere byer i Grønland for at holde kurser.

- Her har vi lavet idrætsaktiviteter og aktivitetsprojekter, og vi har forsøgt at få flere frivillige, der skal arbejde med i dagligdagen for klubberne. Vi gør ikke noget særligt for de idrætsgrene, der har lavere medlemstal, da vi behandler alle sportsgrene lige. Og fremadrettet skal vi til de mindre bosteder oftere, så der også er aktivitet der, lyder det fra Kim Holflod.

Powered by Labrador CMS