Galleri: Tronskifte i badminton
Der blev fundet nye grønlandsmestre i badminton hos seniorer. Damernes finale blev en ren gyser
Bror Madsen fra JBF Ilulissat blev tredobbelt grønlandsmester i badminton hos seniorer, da han vandt i single, double og mixdouble. Mille Kongstad fra Qaqortoq blev dobbelt grønlandsmester hos, da hun vandt i single og double.
Damefinalen i single blev den mest spændende finale i mange år, hvor Mille Kongstad fra Qaqortoq mødte Sara Lindskov Jacobsen fra B-67 Nuuk. Sara Lindskov har været grønlandsmester i de sidste to år og var sølle et point fra at vinde for tredje år i træk.
De to spillere var ude i tredje og afgørende sæt, hvor Sara Lindskov Jacobsen havde matchbold med 20-16. Men Mille Kongstad fik indhentet og vandt med 22-20.
Bror Madsen atter på toppen
Det lykkedes heller ikke for herrernes forsvarende grønlandsmester Frederik Elsner, at genvinde titlen. Han tabte til Ukatu Kristensen fra JBF Ilulissat allerede i kvartfinalen. Ukatu Kristensen vandt også sin semifinale, da Mininnguaq Kleist fra B-67 måtte stoppe efter et sæt på grund af en skade.
Bror Madsen vandt singlefinalen med 21-18, 21-7.
Begge double finaler hos seniorer blev afgjort i tredje sæt, hvor Bror Madsen og Taatsi Pedersen fra JBF vandt over Frederik Elsner og Mininnguaq Kleist fra B-67 med 14-21, 21-19 og 21-9.
Mille Kongstad og Aviaaja Geisler vandt over Sara Lindskov Jacobsen og Rina Møller Lorentzen med 21-11, 20-22 og 21-19.
Mixdouble blev også afgjort i tredje sæt, hvor Bror Madsen og 46-årige Juliane Brønlund fra JBF vandt over Jens Frederik Nielsen og Rina Møller Lorentzen fra B-67 med 6-21, 21-16 og 21-18.
Landshold
Der blev også udtaget en bruttotrup til sommerens Island Games på Bermuda, hvor der blev udtaget 12 spillere.
De udtagne er:
Damer:
Mille Kongstad
Sara Lindskov Jacobsen
Rina Lorentzen
Aviaaja Geisler
Ivalo Olsen
Naja-Mattaliit Broberg
Herrer:
Bror Madsen
Ukatu Kristensen
Taatsi Petersen
Jens Frederik Nielsen
Angutimmarik Geisler
Mininnguaq Kleist