VM-semifinale
Frygtløse van Gaal er ligeglad med kritik
Louis van Gaal har fået kritik for Hollands defensive stil ved VM. Men træneren er ligeglad
To ting ligger fast, når man ansætter Louis van Gaal som træner: Man får succes, og man får kritik.
Den selvbevidste mand fra Amsterdam trækker et spor af pokaler og palaver efter sig i en trænerkarriere, som snart har varet i 25 år, og som kan nå et højdepunkt, hvis Holland vinder VM-guld på søndag.
Foreløbig har den 62-årige træner ført hollænderne i semifinalen mod Argentina i aften, og i de fleste andre lande ville det være en entydig succes. Men ikke i Holland.
- Hvor er vores hang til eventyr blevet af, lysten til at dominere, angrebsfodbolden og 4-3-3-formationen?, spørger fodboldmagasinet Voetbal International.
For opfinderne af "Totalfodbold" er resultatmæssig succes ikke nok i sig selv. Van Gaals succesformel falder langt fra i alles smag. Johan Cruyff og Morten Olsen er andre markante kritikere af Hollands VM-stil.
Men træneren er, som trænere skal være: Ligeglad. Ligeglad med gamle koryfæer og ligeglad med den hollandske presse.
- Dette er ikke så stærkt et hold med bolden. Men når modstanderen har den, er det her måske det bedste hold, jeg nogensinde har trænet, forklarer Louis van Gaal.
Han følger kun sit eget hoved, præcis som han har gjort, siden han blev forfremmet fra assistent til cheftræner i Ajax i 1991.
Dengang kvitterede han med ordene: "Bravo, I har lige ansat verdens bedste træner" og begyndte straks at koste rundt med Ajax-stjernerne. Deriblandt en rødhåret dansk forsvarsspiller ved navn Johnny Hansen.
- Når en assistenttræner bliver cheftræner, kan spillerne godt have lidt mindre respekt i starten. Men han lignede en førsteholdstræner fra dag ét. Respekten var der med det samme. Han stod der som en general og lignede en, der havde fuldstændig styr på det, husker Johnny Hansen.
Den naturlige autoritet har van Gaal taget med sig rundt i nogle af Europas største klubber. Han har vundet det nationale mesterskab, uanset hvor han har været, og ingen stiller spørgsmålstegn ved hans faglige kunnen.
- Han er måske den bedste taktiker i verden, siger den hollandske VM-spiller Dirk Kuyt.
Da van Gaal indså, at nutidens hollandske landshold er langt fra fordums storhed, ændrede han stilen til en kontrabaseret 5-3-2-opstilling. Helt "uhollandsk" og med under 40 procents boldbesiddelse i gruppespillet ved VM.
Den slags "forræderi" mod den hollandske fodboldskole begår man kun, hvis man tror på sig selv og giver pokker i omverdenens reaktioner. Ligesom det heller ikke er helt normalt at skifte sin målmand ud før straffesparkskonkurrencen, som van Gaal gjorde mod Costa Rica i kvartfinalen.
- Det var en vild situation, men det er typisk ham. Han har selvtilliden i orden, siger Johnny Hansen.
Mod Australien, Chile og Mexico var det van Gaals indskiftninger, der afgjorde kampene til Hollands fordel.
Og på et hollandsk mandskab, hvor der er få ægte profiler, skiller han sig ud som VM's utvivlsomt mest omtalte træner.
- Han ligner sig selv fra Ajax-dagene. Han er godt nok blevet lidt ældre, men han er stadig en karismatisk figur med tendens til at være temmelig arrogant. Men han har noget at have det i, siger Johnny Hansen.
Hollands VM-semifinale mod Argentina starter klokken 22.
/ritzau/