Langrend
Fornem sæsonstart af Martin Møller
I weekenden deltog langrendsløberen i et løb i Italien 1800 meter over havets overflade
- God åbning på langrendssæsonen. Mine hidtil bedste point i langrend i klassisk stil.
Sådan skriver den grønlandske langrendsløber Martin Møller i en pressemeddelelse.
Læs: Karl-Peter tror på VM-deltagelse
Lørdag og søndag løb han Italien Cup i Riale Formazza. Løbet foregik 1800 meter over havets overflade, og det er et led i hans forberedelser til sæsonens første Marathon Cup den 12. december.
Martin Møller var først med i sprintkonkurrencen lørdag. Det blev en god start der, da han kom til kvartfinalen dog uden at gå videre til semifinalen.
Søndag var han med i 15 kilometers klassisk løb.
- Jeg løb et veldisponeret løb. Jeg vidste godt, at jeg ikke var tilvænnet højden, og at jeg ikke ville kunne præstere optimalt på så tidligt et tidspunkt. Det var heller ikke de bedste forhold med 4 graders varme og regn, så forholdene var tunge under det 15 kilometer lange løb, fortæller Martin Møller.
Og fortsætter:
- Men jeg fik som sagt en god start på sæsonen. Jeg løb mine bedste point på et klassisk distance løb. Det er bedre end forventet, da det normalt tager lidt tid, før man kan præstere optimalt i højden. Det betyder, at al træningen her fungeret, og at jeg er på et højere niveau end sidste vinter.
Det blev til en fornem 23. plads for Martin Møller, lidt over tre minutter efter vinderen.
Næste gang i Schweiz
Nu står det på træning og tilvænning til høj højde for Martin Møller, før han skal løbe 42 kilometer i friteknik i La Sgambeda i Italien den 12. december. Han håber på, at han kan slutte blandt de 10 bedste i det løb.
Næste weekend løber Martin Møller og Karl-Peter Kristensen i schweiziske Ulrichen, hvor det bliver endnu et skridt mod bedre form og resultater.