Kongeligt

Dronningen tager børnebørn med til guldkamp

Når de danske håndboldherrer møder Frankrig søndagens EM-finale, vil dronningen være at finde på lægterne

Dronningen er på lægterne søndag, når Danmark skal spille om EM-guldet mod Frankrig. Her er hun fotograferet i Grønland, hvor hun indviede Arktisk Kommando. Hun ses sammen med forsvarschefen, Peter Bartram.
Offentliggjort

Der er lagt op til et brag af en håndboldkamp, når Danmark søndag møder Frankrig i kampen om EM-guld.

Og dronning Margrethe vil være at finde blandt de 14.000 tilskuere, som Boxen i Herning kan huse, skriver ekstrabladet.dk.

Kronprins Frederik var med, da EM begyndte for snart to uger siden, hvor de danske håndboldherrer spillede - og vandt - mod Makedonien. Og nu bliver det så dronningen, der skal repræsentere det danske kongehus.

Avisen erfarer, at kongehuset efter fredagens danske semifinalesejr over Kroatien har meddelt Dansk Håndbold Forbund, at man gerne vil se finalen.

Det er både dronning Margrethe og prins Henrik, der jo som bekendt kommer fra Frankrig, der dukker op til kampen. Dronningen vil tage nogle af sine børnebørn med i Boxen, skriver avisen.

Læs også: Danmark tæver trætte kroatere og er i finalen

Det er ikke første gang, dronningen skal se håndbold i verdensklasse. Hun var blandt andet også at finde til kvindelandsholdets finale om OL-guld i Athen i 2004 - en kamp som Danmark vandt.

Det politiske Danmark vil også blive repræsenteret ved kampen fra allerhøjeste sted. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som også overværede Danmarks åbningskamp den 12. januar, har således meldt sin ankomst i Herning, oplyser Statsministeriet.

Powered by Labrador CMS