Aqqaluk fik debut i Håndboldligaen

Aqqaluk Sørensen debuterede endelig for Aarhus Håndbold i den bedste danske håndboldrække - i 1. division var der nye flotte præstationer af de grønlandske spillere

Aqqaluk Sørensen debuterede for Aarhus Håndbold i Håndboldligaen. Arkivfoto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Efter en lang skadespause på grund af en stor knæoperation var der søndag eftermiddag debut i Håndboldligaen til Aqqaluk Sørensen i Aarhus Håndbold.

Aqqaluk Sørensen og holdkammeraterne mødte hjemme i Aarhus Mors-Thy. Efter en spændende fight vandt Aarhus Håndbold 29-24.

Aarhusianerne er på sjettepladsen i ligaen, og meget skal efterhånden gå galt, hvis ikke Aarhus Håndbold kommer med i slutspillet om det danske mesterskab.

GOG er ustoppelig
GOG er ikke til at stoppe. Søndag eftermiddag var det HC Midtjylland, der måtte sande, at Jakob Larsens tropper er en vanskelig modstander. 1048 tilskuere så på, da GOG efter en forrygende kamp vandt 31-19 efter en 14-6-føring ved halvleg.

Minik Dahl Høegh var på banen fra kampens begyndelse. Selv om det ikke var blevet til til haltræning i de sidste fire dage efter et overstrakt knæ tirsdag aften i pokalkampen mod TMS Ringsted, spillede Minik en fin kamp. Især et mål på contra, hvor Minik skyder fra næsten midten af banen vil blive husket længe i GOG.

Minik Dahl Høegh scorede fire mål.

Vejle Håndbold vandt på udebane
Vejle spillede allerede torsdag aften og mødte på udebane naboerne fra Odder i et rigtigt lokalopgør. Vejle vandt en fortjent sejr 20-22.

Akutanneq Kreutzmann har efter julepausen hjemme i Grønland fundet storformen frem og spillede igen en rigtig flot kamp og var en af kampens helt store profiler.

Akutaaneq Kreutzmann scorede syv mål. I sæsonen har Akutaaeq indtil videre scoret 90 mål.

HIK med Finn Lynge Frederiksen på holdet tabte på hjemmebane 23-25 til Tønder og ligger nu sidst i tabellen.

Efter endnu et nederlag var Finn Lynge Frederiksen selvfølgelig skuffet, da Sermitsiaq.AG talte med ham i telefonen.

- Vi var ellers godt i det meste af kampen. Desværre løber Tønder fra os til sidst. Vi har tabt så mange kampe, at vi er ved at miste troen på, at vi kan vinde, og vi må nok til til at indstille os på, at vi til næste sæson vil være tilbage i 2. division.

Powered by Labrador CMS