overvågning
Yahoo har scannet alle brugeres e-mail
Tidligere ansatte hos det amerikanske internetfirma Yahoo beretter om masseovervågning af e-mail. Det skulle være sket på ordre fra efterretningstjeneste
Klikker man ind på Yahoos egen hjemmeside om gennemsigtighed hos det amerikanske firma, bliver man mødt af følgende ord med stor skrifttype.
- Vi har gennem årene arbejdet hårdt på at vinde vores brugeres tillid, og vi kæmper hårdt for at bevare den.
Citatet stammer fra topchefen Marissa Mayer. Men for de hundredvis af millioner mennesker med en Yahoo-konto synes de ord efterhånden at klinge en smule hult.
Sidste måned kom det frem, at hackere tilbage i 2014 havde fået adgang til mindst 500 millioner Yahoo-brugeres oplysninger.
Nu er det så Yahoo selv, der tilsyneladende har givet amerikanske efterretningstjenester lov til at snage i brugernes e-mail.
Tre af internetselskabets tidligere medarbejdere fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at Yahoo i al hemmelighed har designet et program til at scanne efter bestemte ord, tal eller sætningskonstruktioner i alle indkomne mail.
Det skulle være sket på foranledning af enten forbundspolitiet FBI eller spiontjenesten NSA.
Det vil ifølge overvågningseksperter, som Reuters har talt med, være første gang, at et amerikansk internetfirma er gået med til at granske alle mail, der løber ind, og ikke "blot" gennemgår lagrede meddelelser eller overvåger enkelte konti.
De tidligere ansatte ønsker ikke at stå frem ved navn. De ved ikke, præcist hvilket indhold der er blevet søgt efter.
Systemet skulle angiveligt være blevet sat op sidste år med topchef Marissa Mayers velsignelse, men bag om ryggen på Alex Stamos. Han er tidligere sikkerhedschef i Yahoo og i dag ansat på samme post hos Facebook.
Ifølge Reuters' kilder valgte Stamos at sige sin stilling op, da han fandt ud af, at Yahoo var gået i gang med at scanne de mange mail uden hans viden. På grund af en fejl mente Stamos, at programmet gav hackere mulighed for at få adgang til at læse den elektroniske post.
Det står ikke klart, hvad Yahoo via mekanismen har givet videre til myndighederne, hvis der overhovedet er blevet givet oplysninger videre.
It-selskaber - også Yahoo - har tidligere modsat sig systematisk overvågning af kunders informationer ved en særlig domstol i USA. Domstolens arbejde er hemmeligt.
Det vides ikke, om andre selskaber har fået samme anmodning fra NSA eller FBI.
Onsdag eftermiddag var den eneste kommentar fra Yahoo følgende:
- Yahoo er et lovlydigt selskab, og det overholder USA's love.
Timingen af nyheden om Yahoos formodede samarbejde med efterretningstjenesten finder man formentlig uheldig hos Verizon, der er i færd med at købe Yahoos kerneforretning for over 30 milliarder kroner.
/ritzau/